Skip to main content

Læserbrev: Hjælp de små erhvervsdrivende til lidt bedre likviditet

16. marts 2020

Åbenbrev til borgmester Thomas Lykke Pedersen
fra Bjørn Svensson, Gruppeformand for Enhedslisten

Til borgmester Thomas Lykke Pedersen

Enhedslisten forslår, at kommunen i den nuværende usædvanligt alvorlige situation yder et lille bidrag til hjælp for især små og mellemstore virksomheders likviditet.

Mange selvstændige, freelancere og små virksomheder kigger ind i en fremtid, hvor reel overlevelse kan blive meget svært, efter regeringen onsdag aften valgte at iværksætte omfattende tiltag for at inddæmme coronavirussen.

Aflysninger og udskydelser af ordrer for tusindvis af kroner vælter ind, og det rammer små virksomheder særlig hårdt.

Det er formentlig små virksomheder, som løber den største risiko for at lukke ned i denne situation.

Derfor vil vi foreslå, at Fredensborg Kommune undersøger mulighederne for at fremskynde betalinger for ydelser og varer fra disse (lokale) virksomheder for at forbedre deres likviditet.

Kort sagt at vi ikke afventer sidste betalingsfrist men betaler så hurtigt som muligt.

Vi foreslår derfor at høre samtlige gruppeformænd, om man kan støtte forslaget.

Vi lægger især vægt på, at de små og mellemstore lokale virksomheder er et rent ”Kinder-æg” for kommunen. De betaler skat, beskæftiger medarbejdere og tager elever/lærlinge på lokalt plan. Derfor er de vigtige for vores lokalsamfund.

Enhedslisten støtter alle forslag, der kan lette forholdene for disse virksomheder.

 

venlig hilsen

Bjørn Svensson
Gruppeformand for Enhedslisten

 

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio