Skip to main content

LÆSERBREV: Fremtidens folkeskoler kræver lokalt ejerskab

21. juni 2018

af Charlotte Sander, medlem af Børne- og Skoleudvalget 
og 
Bo Hilsted, formand for Fritids- og Idrætsudvalget

 

Det kommunale skoleprojekt ”Fremtidens Folkeskoler” blev skudt i gang i maj måned med en flot åbningskonference i Egedalshallen i Kokkedal.

Der var mange gode input fra interessenter og fagfolk, men der syntes nu at mangle den lokale viden, der er omkring etableringen af en ny skole. Den ekspertise har vi på Skolen ved Vilhelmsro, den er som bekendt blevet bygget i 2010, og herfra kan man drage mange og gode erfaringer.

Ud over bygninger, fleksible klasseværelser, grupperum etc. må der også tænkes lokale strukturer ind. Vi har et rigt og blomstrende foreningsliv i Kommunen, men det bliver i en del tilfælde udfordret af lange skoledage, der vanskeliggør de unges deltagelse i idræts- og øvrige fritidsaktiviteter.

Der er jo mulighed i folkeskoleloven for at dispensere fra de lange dage ved at arbejde med tolærerordninger, og det synes i en del tilfælde at have større effekt end længere skoledage. Kvalitet i stedet for kvantitet.

Imod de lange skoledage taler i øvrigt også, at elever bør og skal have tid til at færdes i andre miljøer end den klasse, de i de normalt selvfølgelig vil være glade for at gå i.

Men projektet ”Fremtidens Folkeskoler” er et ambitiøst, spændende og visionært projekt, vi glæder os til at arbejde med på.


Charlotte Sander,
medlem af Børne- og Skoleudvalget

og

Bo Hilsted,
formand for Fritids- og Idrætsudvalget

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio