Læserbrev. Fokus på bøger - ikke mobiler og skærme i skolen
Af
Heidi Boss Nyby, Byrådsmedlem,
Medlem af Børne & Skole Udvalget
Jeg mener, at mobiler og skærme fylder for meget i Folkeskolen. I Børne & Skole Udvalget har jeg derfor mange gange tydeligt tilkendegivet min bekymring over den øgede digitalisering af vores børns hverdag og læring. For os der har børn i de lokale folkeskoler ved, at på flere skoler har f.eks. Mellemtrinet og Udskolingen kun fysiske bøger i ganske få fag. Tiden er inde til at tage politisk ansvar for den udvikling.
Derfor er jeg glad for, at vi i Børne & Skole Udvalget er blevet enige om at skabe én fælleskommunal og mere restriktiv skærm- og mobilpolitik i alle skolerne. Det betyder et fuldstændigt farvel til mobilen i skoletiden, og at der lukkes ned for de sociale medier på skolens enheder. Der skal bl.a. spærres for adgangen til Facebook, Instagram, Snapchat og Tik Tok på folkeskolerne på skolernes computere og tablets. Det skal skabe rum til fordybelse i undervisningen, og øge trivslen blandt børnene.
Al forskning viser, at vi lige nu gør en hel generation en kæmpe bjørnetjeneste ved at tillade fri leg online og på sociale medier. Undersøgelse efter undersøgelse beviser at det i den grad forstyrrer indlæringen, og er med til at skabe seriøs mistrivsel blandt børn. Lad os lytte til eksperterne, og skabe en mere restriktiv politik på området som gælder for alle vores skoler – For børnenes skyld.
Mange skoler i Fredensborg Kommune har i dag helt individuelle mobil- og skærm politikker. Men det er desværre meget forskelligt, hvor restriktive retningslinjerne for brugen af mobiltelefoner og skærme er på de enkelte skoler, og derfor ønsker jeg ensretningen. Det vil gøre opgaven væsentlig nemmere for lærerne i dagligdagen.
Tiden er inde til at prioritere midler til bøger igen. Vi kan kigge mod Sverige og lade os inspirere. Her har Sveriges Skoleminister sat en halv milliard årligt af til flere fysiske undervisningsmaterialer og skolebøger, som en konsekvens af at digitaliseringen af folkeskolen havde taget overhånd! For det er rigtig dyrt, når man i årevis ikke har prioriteret de fysiske undervisningsmaterialer og bøger. Der er meget at købe ind. Men det er nødvendigt at prioritere - Også i Danmark.
Og jeg håber, at Regeringen i fremtiden vil have et mere realistisk blik for hvad det i virkeligheden vil koste at få bøgerne tilbage. For i Danmark er kun et alt for lille beløb afsat til flere bøger i Folkeskolen. Så regningen for at tage ansvar for at få bøgerne tilbage i skolerne rammer i stedet kommunerne.
Nu skal det være slut med at slippe vores børn fri alene i en digital jungle midt i skoletiden. For det er en ukritisk tilgang vi aldrig ville bruge i nogen andre aspekter af vores børns opvækst. Derfor er den nye fælleskommunale skærm- og mobilpolitik for alle skolerne, et skridt i den rigtige retning.