Skip to main content

Læserbrev: Eksklusivt Kunstråd

15. august 2022

af
Ulla Hardy-Hansen Social Konservativ
Formand for Kunstråd og Kulturudvalg.

For yderligere at kvalificere og opruste kommunens Kunstråd, der har eksisteret siden kommunesammenlægningen, har Byrådet besluttet at udvide og opdatere rådet, så det nu fremover vil kunne medvirke yderligere inspirerende i Kulturudvalgets arbejde med at skabe gode vilkår for de kulturelle og kunstneriske aktiviteter i kommunen.

Det skal fortsat være rådgivende for Kulturudvalg og Byråd ved bl.a. udmøntningen af de midler til kunst og udsmykning, der er muliggjort gennem afsættelsen af 1% af byggesummen ved kommunale bygningsprojekter over 5 mio. kr. Desuden råder kunstudvalget årligt over omkring 50.000 kr. – der naturligvis må suppleres med fondsmidler - til indkøb af kunst til det offentlige rum.

Sammenfattende ser Kulturudvalget frem til at kunne trække på Kunstrådets ekspertise ved en masse andre problemstillinger i forbindelse med indkøb og placering af kunst.

Kunstrådets sammensætning repræsenterer såvel folkelige- , elitære- , erhvervsmæssige- som politiske synspunkter. De 10 medlemmer udgør således en bred vifte af engagement og indsigt. Alle er dedikeret til opgaven og vil komme til at sætte deres præg på Fredensborg kommunes kunstneriske identitet gennem de aftryk, som kunst og kultur er med til at berige vores liv med …… et befriende og livgivende modstykke til vor tids nådesløse jagen efter glimmer.

Hvad angår kunst i det offentlige rum er der ingen tvivl om, at den er med til at højne værdien af det samlede miljø. Det gør det mere levende. En bygning får en egen identitet ved at få en udsmykning, der afspejler dens funktion. Et godt eksempel er skulpturen ”Forgreningen” på Vilhelmsro skolen i Asminderød. Et træ er en stærk symbolik på den proces, der foregår i en skole, hvor der sker en udvikling – en vækst i elevernes viden – dannelse i ordets egentlige forstand.

Helt aktuelt beskæftige vi os netop nu med at få placeret Sigrid Lütkens sorte granitskulptur på hovedgaden i Fredensborg på et mere hensigtsmæssigt sted. De forventede ændringer i bybilledet truer med at gøre billedhuggerens værk hjemløs. ”Mand og Ko” udstråler sammen arbejdet, sliddet, fællesskabet og afhængigheden af hinanden – men også en harmonisk belønning formet som blød, afrundet tryghed mellem de to sorte kroppe – en robust helhed – et tidløst sindbillede. Plejehjemmet ”Skovgården” kunne meget naturligt bliver parrets ny bopæl, idet skulpturen bliver placeret netop på grænsen til det åbne land.

Derimod overvejer vi, om ikke Gunnar Westmans ”Siddende Dreng” ved at beholde sin plads på Lille Torv - i det sikkert hektiske handelsmiljø - med sin sindige, grublende overvejelse stadig ville kunne aflevere en lavmælt undren til de travle forbipasserende. Drengen udtrykker langt mere, end dét han ligner. Han tænker ”per aspera ad astra” stadig SIT og får måske derigennem os til at overveje VORES.

De nævnte eksempler her er hentet fra Fredensborg by. Men vores interesse og dermed virke skal selvfølge udbredes vidt udover hele kommunen.


Ulla Hardy-Hansen Social Konservativ
Formand for Kunstråd og Kulturudvalg.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio