Skip to main content

Læserbrev: Børnehaveklasse versus 0. klasse ?

10. juni 2023

Af
Heidi Boss Nyby,
Konservativ Byrådsmedlem,
Medlem af Børne & Skole Udvalget

Da jeg startede i skole efter børnehave, startede jeg i Børnehaveklasse. Ordet mindede mig om min børnehave. Det virkede trygt og stadig hyggeligt. Som et sted hvor jeg nok stadig måtte lege.

Da min søn startede i skole, startede han i 0. klasse. Det lød som noget der var langt væk fra den hyggelige og trygge børnehave. Som en del af skolen, med lektier og niveau inddelinger.

Men er det ikke bare ord? Måske. Men som lokalpolitiker mener jeg, nok ikke overraskende, at ord betyder meget. Og hvis betegnelsen på skolestarten kan være med til at gøre skolestarten tryg, hyggelig, uden præstationsangst, og med mindre mistrivsel så betyder ord noget.

I Københavns Kommune har man besluttet at ændre skolestart betegnelsen fra 0. klasse til Børnehaveklasse. Ønsket er at sende et signal om, hvad formålet er med det første år i skolen. At Børnehaveklassen skal være et overgangsår fra børnehave til skole, hvor børnene skal tilegne sig sociale koder og kompetencer det kræver at gå i skole.

Og jeg er enig i at det har betydning, hvad vi kalder børnenes første skoleår i forhold til forældrenes, politikernes og samfundets forventninger til, hvad det år skal indeholde, og hvad børnene skal kunne. Og i en tid med stigende mistrivsel blandt børn, er det vigtigt at signalere. For det er som med plejecenter vs. Plejehjem – Jeg ved godt hvor jeg helst vil bo. Og derfor er jeg glad for at vi ved denne uges møde i Børne & Skole Udvalget besluttede, at få en kommende sag hvor vi taler om Børnehaveklassen vs. 0. klasse – For børnenes skyld.

Af
Heidi Boss Nyby,
Konservativ Byrådsmedlem,
Medlem af Børne & Skole Udvalget

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio