Læserbrev: Bogtårnet i foreløbigt ”beskyttelsesrum”

af
Ulla Hardy-Hansen
Kulturudvalgsformand
FredensborgSocialKonservative
For nogen dage siden gjorde Michael og Helle Bøgestrøm i avisen – i et debatindlæg - opmærksom på, at de vil beholde Steen Christensens skulptur ”Gammel Visdom” ved Nivå Bibliotek. Dét ønske har jeg fuld forståelse for!
Men som de selv antydede, forestår der etablering af et helt nyt Nivå Center, der forudsætter et gennemgribende jordarbejde og bl.a. et nybygget bibliotek. Alene af dén grund må skulpturen midlertidig beskyttes. Det har Kulturudvalget besluttet at gøre ved at placere kunstværket ved Humlebæk Bibliotek.
Jeg ser gerne, at skulpturen , når byggeprocessen er afsluttet, kan komme til at indgå i det nye centers udsmykning ……. i tæt intimitet med biblioteket, hvor det måske kunne blive muligt at indpasse den grå granit i den ellers sofistikerede arkitektur.
Rummet omkring det nye bibliotek skal være fyldt med tankegods inde og ude. Steen Christensens skulptur kan flygtigt set være hård og kold at se på, men blød og varm ……. hvis vi vel at mærke giver den lov. Så hvisker den til os. Så hører vi kunstnerens telepatiske budskab.
Formen - stablen lag på lag af bøger – tankekasser - den ene hviler på den anden – tilsammen udgør de livet. Bunken kan minde os, der gik i skole før PC-ens ankomst, om fysiktimens Voltasøjle – det første batteri. Stabler af metalplader med syremættet filt imellem skabte en elektrisk spænding, der kunne få et frølår til at spjætte.
Og vi i Kulturudvalget har bestemt ingen planer om at fordele kunstens budskaber ulige i kommunen.