Skip to main content

DEBAT: Skydebanesagen skal løses nu

1. november 2016

af: Bo Hilsted
Medlem af Fritidsudvalget(S)
Bregnevænget 37
3050 Humlebæk


På mandagens byrådsmøde blev sagen om skydebanerne på borgmesterens udmærkede forslag sendt tilbage til et fællesmøde med Plan og Klima og Fritidsudvalget. Det kan godt vise sig at være klogt at give det en tur mere på et fællesmøde.

Jeg havde egentlig set frem til en afslutning på sagen nu, men bøjer mig for, at man afventer to afgørelser fra Miljøklagenævnet, inden de næste skridt tages.


Da vi fik sagen i udvalgene i foråret, gik op for mig, at der var tale om et alvorligt svigt i denne sag. Af forvaltningen, os politikere og af foreningerne, der ikke har taget forureningsproblematikken – affald og støj alvorligt nok.
Og da vi sad begravet i tekniske analyser og endeløse diskussioner om oplevet støj overfor beregnet støj, foreslog jeg, at udvalgene tog ud en lørdag og hørte, hvad det egentlige, oplevede støjniveau var.


Vi der stod på Oldvejen hin lørdag morgen, var vist ikke i tvivl om, at dette ikke kan fortsætte. Læg hertil den massive forurening af opsamlet ikke-nedbrydeligt skydeaffald i tons størrelsen – det klæder ikke en kommune, der gerne vil markedsføre sig som en grøn kommune.


Forårets udflugt til Oldvej og Vejenbrødvej blev fulgt op af lørdagens tur for medlemmer af samme udvalg til skydebaner i Bjæverskov og Herfølge, hvor især Herfølgeanlægget tjener til inspiration. Ikke mindst fordi man opererede med en skudfri måned i ferietiden, fremragende tænkt af jagtforeningen og et eksempel til efterfølgelse, der viser, at man også tænker på omgivelserne.


Processen har været god, og jeg ser frem til fællesmødet i udvalgene, men har ikke ændret standpunkt i det principielle i sagen: Vi kan og skal ikke lukke skydebaner her og nu, men der skal sættes en kort frist på, hvornår Karlebobanen lukkes, aktiviteterne i mosen ska så hurtigt som muligt reguleres mht. tid og antal skud, vi kan ikke lukke Langstrup Skydebane, så der skal snarest sættes en proces i gang med henblik på at etablere et tidssvarende anlæg med støjvolde.


Bo Hilsted
Medlem af Fritidsudvalget(S)
Bregnevænget 37
3050 Humlebæk

Lyt til netradio