Skip to main content

DEBAT:..Hvad gør vi nu … ?

28. juni 2013

af:..Torben Madsen/Annemette Ottesen

Byrådskandidater for FOCUS Fredensborg

Hvad gør vi nu … ?

… spørger byrådsmedlem Hossein Armandi fra Borgernes stemme og opfordrer til tværpolitisk samarbejde om en række initiativer og sanktionsmuligheder i anledning af ny skudepisode i Nivå.

FOCUS Fredensborg samarbejder meget gerne med Hossein og alle øvrige partier. Vi har det som et af vore kernepunkter netop at fremme samarbejdet i det til enhver tid siddende byråd til gavn for en fornuftig og langsigtet demokratisk udvikling af Fredensborg Kommune.

Det spørgsmål som Hossein rejser kræver, at fokus rettes mod problemets kerne. I forbindelse med skudepisoden ved Holmegårdscentret i februar, satte Hossein fejlagtigt lighedstegn mellem denne episode og fejlslagen integration. Der faldt vores ”kæde” af! At nogen vælger at lade sig indrullere i det hårde bandemiljø, har intet med fejlslagen integration at gøre.

Set med djævlens advokats øjne gør LtF det fuld ud ”lige så godt” som Banditos og Hells Angels. Integration handler derimod om tvang i forbindelse med opdragelse og dannelse hos børn og unge, tørklæde tvang, arrangerede ægteskaber samt det enkelte individs muligheder for i øvrigt at leve under de herskende love, regler og normer, hvad enten dette skyldes undertrykkelse, ulyst eller manglende evner hertil.

De sanktioner som Hossein foreslår, debatterer vi gerne, men under skyldig hensyn til at vi lever i et retssamfund, hvilket betyder, at disse kun udøves i det omfang, der findes retslig hjemmel hertil.

Vi glæder os fortsat over, at politiet nu bliver indkvarteret i vores nærsamfund og bruger gerne anledningen til at lytte til og lære af deres erfaringer og de anbefalinger som de fremover høster af og kan videregive ved deres nære tilknytning til Kokkedal/Nivå området.

Torben Madsen/Annemette Ottesen Byrådskandidater for FOCUS Fredensborg

Lyt til netradio