Skip to main content

DEBAT: Flot at Nivå-borgere tager ansvar!

24. august 2017

af:gruppeformand Per Frost Henriksen (S) og formand Benn Gandløse Vestergaard (S)

Det var meget positivt, at over 500 interesserede borgere debatterede og tog del i Nivås fremtid på borgermødet den 23. august. Der er vilje til forandring, og det skal foregå i tæt samarbejde med borgerne.

Vi takker for, at så mange borgere tager ansvar for Nivå Bymidtes fremtid.

Det er vigtigt, at ejerne KFI får bygget i en stil, der passer til en teglværksby som Nivå, der emmer af historie. Tegnestuen Vandkunsten er her en god partner, og de skal nok ramme byens sjæl.

Vi ønsker os rigtig meget et supermarked i Nivå Bymidte, da der er brug for mere end discount. Gerne et supermarked med bager, slagter, fiskehandel el. lign, da det vil give et tiltrængt indkøbsløft at få disse muligheder. Ja, så skal der også være plads til andre spændende specialbutikker. Vi håber, at ejerne KFI tænker det ind i deres planer og tiltrækker de rette butikskæder.

Flere boliger vil være med til at skabe tryghed i området, og en blanding af handel med beboelse vil skabe nyt liv i Nivås bymidte. Vi er med på, at stemningen i en smuk bymidte kan løftes med nybyggeri, der respekterer Nivås historie og byggestil.

Fem etager er for højt. Så højt skal der ikke bygges, da det så vil være vanskeligt at respektere den stil som præger store dele af Nivå.

Socialdemokratiet glæder sig til den videre proces, og ser frem til at borgerne selvfølgelig involveres, sådan gør vi i "Fremtidens Fredensborg" når der sker forandringer.


Skrevet af gruppeformand Per Frost Henriksen (S) og formand Benn Gandløse Vestergaard (S)

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio