Skip to main content

Bedre indsats for ældre med gigt

Mange af de ældre, som lider af gener fra deres slidgigt, kan nu se frem til en bedre indsats fra Fredensborg Kommune.

Mange af de ældre, som lider af gener fra deres slidgigt, kan nu se frem til en bedre indsats fra Fredensborg Kommune.

Det sker med afsæt i en handlingsplan udarbejdet af Forebyggelsesrådet på ældreområdet, som byrådet nedsatte for et par år siden – i øvrigt det eneste af sin slags i landet.

”Vi vil gradvist opbygge en ny og større indsats for et godt dagligliv for ældre med slidgigt. Vi begynder med kurser for gigtplagede, hvor man træner og lærer øvelser, der modvirker smerter, og hvor man lærer at fungere bedre i dagligdagen”, siger formand for Social- og Seniorudvalget, Hans Nissen, og fortsætter:

”På vegne af udvalget vil jeg gerne kvittere for det store arbejde, som Forebyggelsesrådet har lagt i først handlingsplanen for at stimulere ældre til mere bevægelse, motion og fysisk aktivitet, og nu i konkretiseringen af det forslag, som går på at udvikle en bedre indsats for ældre med slidgigt over en femårig periode.

Vi har netop i Social- og Seniorudvalget godkendt handlingsplanen på gigtområdet og de mange konkrete forslag til indsatser, som skal sikre, at gigten ikke ødelægger dagligdagen for vores ældre borgere i kommunen. Vi går nu i gang med det lange seje træk på dette område og bygger videre på de gode erfaringer, man har flere steder i landet med de såkaldte GLAD-kurser, dvs. Godt Liv med Artrose i Danmark.

Målet er at vi kombinerer erfaringer med Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger til kommunerne om, hvordan vi tilrettelægger en indsats for de mange ældre borgere med kronisk sygdom, så de bedre kan mestre deres sygdom i det daglige og få et bedre liv på trods af sygdommen”, siger Hans Nissen og tilføjer, at der også skal udvikles et godt samarbejde med de praktiserende læger og med sygehusvæsenet, så borgerne kommer til at opleve gode og sammenhængende indsatser, når de får gigt.

Kommunens trænings- og rehabiliteringsafdeling indleder den nye indsats med at afprøve GLAD kurser til borgere over 65 med arthrose i hofter og knæ.

  • Læst: 6478
Lyt til netradio