Skip to main content

Åbent Børnehus fik fantastisk start i Nivå

28. januar 2013

Den 8.januar blev dørene i Børnehusene Nivå åbnet for tilbuddet Åbent Børnehus, som er et nyt og spændende tilbud til alle familier med børn.

 

Familierne inviteres sidst på eftermiddagen til uformelle arrangementer, som danner rammen om netværksdannelse for familier, og hvor forældre og børn kan lave hyggelige aktiviteter sammen, mens der andre gange vil være pædagogiske oplæg for forældrene. 

”Jeg kan ikke få armene ned, det gik over al forventning,” jubler daglig leder Lotte Klein fra Børnehusene Nivå efter et veloverstået Åbent Børnehus arrangement. Snakken gik da også lystigt mellem forældre og personale, da børnehaverne Påfuglen og Lærkereden, tirsdag aften indviede deres nye Åbent Børnehus. 21 børn og 19 forældre var med da områdeleder Jane Sys Toftesgaard, som symbol på indvielsen, klippede den røde snor over, efter hun havde budt alle velkommen med en tale, hvor forældreskab, kendskab, netværk og fællesskab var nøgleordene.

Åbent Børnehus har med stor succes været afholdt i Kokkedal i over to år, og nu er turen kommet til Nivå. Det er pædagoger fra de to institutioner, sundhedsplejen og tosprogskonsulenten, som står bag initiativet.

Ny måde at mødes på

Samvær og dialog var også i højsæde i tirsdags, da der efter velkomsttalen, til stor morskab for alle størrelser, var sang og bevægelseslege. Efter en halv times aktivitet kunne børn, forældre og personale nyde en velfortjent snack i selskab med hinanden. ”De (forældrene, red.) syntes, at det var virkeligt hyggeligt, især den fælles aktivitet fik stor ros,” sagde Lotte Klein efter arrangementet. Og netop fællesskab er da også, ifølge den dagligleder, omdrejningspunktet for Åbent Børnehus, ”Vi vil gerne danne netværk mellem forældre og skabe dialog, men det er også en god og ny måde for forældre og børn at mødes på”. De fremtidige Åbent Børnehus arrangementer vil også ligge vægt på fællesskabet og forældreskabet.

Åbent Børnehus vil fremover blive afholdt hver 14. dag, og programmet for foråret bliver derfor en blanding af foredrag med efterfølgende debat blandt forældrene og kreative aktiviteter og samvær for alle.

Vil gøre det bedre

Lotte Klein er, efter tirsdagen tilslutning blandt familierne, meget tilfreds med arrangementet, og hun håber, at der fremover vil være flere og flere deltagende familier.

”Der var flere med i tirsdags, end vi havde turdet håbe på. Både fordi det var første gang, og fordi det lå lige efter en ferie, så vi ikke har haft mulighed for at få fat i alle forældre.” Programmet for Åbent Børnehus kan ses på Mit Børnehus ”Næste gang er den 29. januar fra 16.30 til 19.00. Der skal vi lave fastelavnsmasker sammen, så mon ikke det nok skal blive underholdende, ” smiler hun og tilføjer,” der serverer vi også aftensmad til alle, som kommer.”

kick off til Åbent Børnehus d. 17.01.13

”Jeg elsker dig!” lød det fra en af pladserne i Rådhussalen, da stilheden lagde sig efter to en halv times lærerigt og underholdende foredrag af skoleleder og forfatter Lise Egholm. Ingen af de andre 85 deltagere i den stille sal, modsagde hende, alle vidste lige, hvad hun mente.

Kick-off

Onsdag aften var sundhedsplejen og personalet fra fem de institutioner i Nivå og Kokkedal, som er tilknyttet projektet Åbent Børnehus, samlet for at få kickstartet et kompetenceudviklingsforløb, som de gennem det næste år, skal deltage i i forbindelse med Åbent Børnehus og Styrket forældresamarbejde.

Og Kick-off det blev det!


Børne- og Skoleudvalgsformand Hanne Berg bød alle velkommen med en velkomsttale, som handlede om det kommende forløb, ”Vi skal styrke samarbejdet med forældrene, skabe anerkendende dialog og tryghed, så de har lyst og mod til at deltage i institutionens andre tilbud. Vi skal skabe tillid mellem personalet og forældrene, så børnene får de bedste forudsætninger for at komme godt af sted fra start,” sagde hun og fortalte, at temaerne for kompetenceforløbet er kulturforståelse, interkulturel kommunikation og samarbejde med traumatiseret familier.
Styrket forældresamarbejde er et tværfagligt teamwork mellem det pædagogiske personale og sundhedsplejen. ”Vi har et fælles mål – nemlig at modvirke marginaliseringen blandt nydanske børn og unge,” sluttede Hanne Berg af, før hun overlod scenen til Lise Egholm. Lise Egholm greb ikke mikrofonen, da hun, som hun sagde, var gammel skolelærer og kunne bruge stemmen i de højere tonelejer. Og det kunne hun!

Vær ikke bange for at stille krav

"Jeres arbejde er det vigtigste i verden, børnene er vores guld. Og et barn der bliver samarbejdet om klare sig bare bedre”, Lise Egholm så ud over sit publikum og fortalte, at hun om nogen ved, hvad det vil sige, at skulle fremme dialog med udsatte familier og hvilke udfordringer, det kan medføre, ”Jeg har jo Mjølnerparken i baghaven”. Rådmandsgades Skole, hvor hun har været leder i 18 år, ligger midt på Nørrebro, og andelen af etniske minoriteter er på 72 pct. Og budskabet var klart, ”Vi skal turde sige sandheden. Vi skal turde stille krav til forældrene. Selvfølgelig skal vi stille krav, alt andet ville være en fornærmelse, og vi skal have ambitioner for børnene. Det er lige meget, hvad de bliver til, bare de bliver til noget.” Hun påpegede samtidig, at personalet spiller en stor rolle, ”Det er vigtigt, at man har noget på hjertet, når der bliver indkaldt til forældremøde. Gør forældremøderne spændende og planlæg, hvem der skal tale sammen ved at stille bordkort frem, ellers blander forældrene sig ikke på kryds og tværs.” På Rådmandsgade Skole er forældremøder ikke frivillige, alle skal møde op, og det gør de. Dannelsen af netværk, klare regler og rammer, ægte tilhørsforhold og positive relationer, baner vejen for et styrket forældresamarbejde.

Alle kan noget

”Kender I de børn, som hedder Emma, Valdemar og Sofie?” spurgte Lise og kiggede ud over den nikkende forsamling. ”ja, de der børn, som har fået læst en masse bøger og kan en masse ord.” forsamlingen nikkede videre, ” ja, det gør I. Men de børn kender ikke en skid til tal!! De ser nemlig ikke de 23 andre børn i klassen, det er mig, mig, mig!!” Forsamlingen lo, ”De tosprogede børn, de er vant til mange søskende, de ser de andre.” Hendes pointe var, at vi alle kan lære noget af hinanden, at alle børn har kompetencer. Da klokken var 21, så publikummet ikke nær så trætte ud, som da de ankom to en halv time tidligere. Der var talen og snakken. Kick-off det blev det, motivationen styrket, og budskabet modtaget, ”I som pædagoger skal åbne verdenen for børnene, de er nysgerrige. Det nytter ikke noget at enkelte af jer står alene med det, I skal løfte i flok”.

{jcomments on}

Lyt til netradio