Vær med til at gøre en forskel i Fredensborg Kommune, når biblioteket den 31. august afholder en workshop, der skal sætte liv i borgernes grønne idéer
Vær med til at gøre en forskel i Fredensborg Kommune, når biblioteket den 31. august afholder en workshop, der skal sætte liv i borgernes grønne idéer
Klima, bæredygtighed og en grønnere hverdag er noget, der ligger mange af os på sinde. Men hvor skal vi starte? Vi kan ikke gøre alt. Men vi kan alle gøre noget. Fredensborg Bibliotekerne vil gerne bidrage til en mere bæredygtig fremtid i Fredensborg Kommune og inviterer derfor til en workshop onsdag d. 31. august kl. 10-14 på Nivå Bibliotek, hvor formålet er at give borgernes grønne idéer lokalt liv.
Workshoppen hedder ”Fra verdensmål til hverdagsmål” og er en del af en landsdækkende indsats, som er sat i verden af Tænketanken Fremtidens Biblioteker for at støtte lokalt engagement i FNs verdensmål. Sammen med 25 andre biblioteker i Danmark står Fredensborg Bibliotekerne i spidsen for at skabe lokale fællesskaber og verdensmålsaktiviteter i samarbejde med borgere og lokale aktører.
Bæredygtighedspsykolog Simon Nygaard deltager i workshoppen og inspirerer borgerne til at komme i gang med de bæredygtige aktiviteter. Alle med interesse for grøn levevis og bæredygtighed kan være med til at skabe et netværk eller en aktivitet, hvad enten man brænder for klimakærlig fællesspisning, vilde villakvarterer, genbrug eller noget helt andet.
Netop biblioteket er oplagt som facilitator for et lokalt engagement, fortæller Bibliotekschef for Fredensborg Bibliotekerne, Tania Schwartz: ”Fredensborg Bibliotekerne fungerer allerede som et stærkt samlingspunkt for mange aktiviteter i kommunen, så det giver god mening, at biblioteket er værter for et projekt, hvor byens borgere får mulighed for at skabe fælles lokale projekter og sammen arbejde for en mere bæredygtig hverdag.”
Workshoppen er gratis, men kræver tilmelding via bibliotekets hjemmeside. Der vil blive serveret frokost og indlagt flere pauser.
- Læst: 4197