H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen aflagde i november 2009 statsbesøg i Vietnam, og d. 18.-20. september vil der være genvisit fra Vietnam.

Præsidentens fly lander d. 18. september om morgenen i Vilhelm Lauritzens terminal, Københavns Lufthavn, hvor Regentparret og den kongelige familie vil modtage Hans Excellence Præsident Truong Tan Sang og fru Mai Thi Hanh.

Efter modtagelsen i lufthavnen vil der være velkomst på Fredensborg Slot med eskorte ved Gardehusarregimentet. Om aftenen er Regentparret værter ved en gallamiddag på Fredensborg Slot.

Programmet for statsbesøget afspejler, at Vietnam og Danmark historisk har haft et langt og tæt samarbejde. I 2011 blev 40-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam fejret, hvor H.K.H. Kronprinsen besøgte landet sammen med en dansk erhvervsdelegation. 

Statsbesøget sætter fokus på at øge handels- og investeringssamarbejdet mellem de to lande, specielt med fokus på klima, energi og grøn vækst samt indenfor uddannelse, kultur og forskning.

En vietnamesisk erhvervsdelegation på omkring 40-45 virksomheder ankommer til Danmark, og der vil være en række virksomhedsbesøg inden for grøn teknologi og fremvisning af teknologi og knowhow samt produktionsfaciliteter. 

Under besøget vil København blive præsenteret som Europas grønneste hovedstad og byens alsidige klimavenlige løsninger vil blive fremvist. Præsidenten og H.K.H. Kronprinsen vil på en sejltur i Københavns havn se Middelgrundens Vindmøllepark, og Københavns overborgmester vil ledsage Præsidenten til Lynetten for at se på teknologi i forbindelse med spildevandshåndtering.  

Præsidenten og H.K.H. Kronprinsen deltager i konferencen for danske og vietnamesiske virksomheder, der afholdes i DI i partnerskab med Landbrug og Fødevarer samt Rederiforeningen. Konferencen afsluttes med en vietnamesisk fødevarefestival. 

 

Præsidenten vil under besøget have en samtale med statsministeren efterfulgt af  pressekonference og underskriftsceremoni i Statsministeriet.

 

 

Præsidentfruen vil sammen med H.K.H. Kronprinsessen besøge Mary Fonden, hvor H.K.H. Kronprinsessen vil fortælle om fondens indsats for at sætte fokus på børns trivsel, og sammen vil de besøge børnehaven ’Humlebien’, der bliver støttet af Mary Fonden.

Præsidentfruen vil desuden deltage i en række kulturarrangementer.