I august begynder 66.000 børn i skole for første gang, og dermed kommer der også mange nye børn ud i trafikken.

For at klæde børnene bedst muligt på er det en fordel at træne skolevejen.


Den første tid i skole er en spændende periode for mange børn. De er dybt optaget af, hvordan det er at gå i skole, nye kammerater og alle de mange oplysninger, de skal forholde sig til.


Børnene udsættes for et væld af nye informationer og indtryk, og derfor kan det nogle gange være svært at putte mere ind i de små hoveder på de første skoledage.


Derfor anbefaler Fredensborg Kommune, at man øver skolevejen med sit barn før skolen. Det kan for eksempel være i weekenden, hvor man går eller cykler turen til og fra skole med barnet.


- Så kan forældre og børn i ro og mag øve vejen til skole. Der er god tid til at tale om trafikken og hvad man skal passe på, og endelig er der ikke så meget trafikkaos omkring skolen, der tager barnets opmærksomhed. Derfor er det en utrolig god idé at gå eller cykle skolevejen med sit barn for eksempel en eftermiddag eller i weekenden,, siger formand for Udvalget for Infrastruktur og Trafik, Thomas Bak.

 

Pas på de små i trafikken
Når børn begynder i skole for første gang, vil de og deres forældre kunne se store skilte med fotos af børn og med teksten "Pas på de små i trafikken".


Skiltene opfordrer alle trafikanter til at passe ekstra godt på, da der nu kommer mange børn ud i trafikken hver dag, og de er ikke vant til at færdes på vejene.


Det er Fredensborg Kommune, Tryg Fonden og Rådet for Sikker Trafik, der står bag skolestartskampagnen. Politiet bakker også kampagnen op og sætter ind med mange kontroller ved landets skoler i løbet af august for at få bilisterne til at overholde færdselsreglerne.


Gør dit barn trafiksikkert
1. Træn skolevejen på cykel eller til fods med dit barn, både inden skolestart og i løbet af skoleåret.

2. Øvelse gør mester. Det er ikke nok at tale om sikker trafik, der skal øvelse til. Træn derfor ruten sammen rigtig mange gange, så sikrer du, at de gode vaner sidder ’fast’ hos barnet – også når han/hun engang skal tage vejen alene.

3. Vælg den sikreste rute til skolen, ikke den hurtigste. En sikker rute er eksempelvis via gang- og stisystemer, gangbroer og -tunneller og lyssignaler dér, hvor I skal krydse vejen.

4. Er det svært at få tid til at cykle eller gå sammen til skole hver dag, kan I med fordel vælge en ugentlig gå eller cykledag. Det giver både motion og god træning i trafikken for dit barn.

5. Har I meget langt til skole, kan I evt. parkere bilen et stykke væk fra skolen og gå det sidste stykke vej sammen, så dit barn får erfaringer med at gå i trafikken.

6. Lær dit barn de basale regler i trafikken: Stop ved rødt lys og ved kantstenen, se dig for til begge sider, gå kun over vejen på sikre steder, hvor I kan orientere jer ordentligt mv.

7. Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner.

8. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne, for børn har ikke det samme overblik, som du har.

9. Husk at du er rollemodel for dit barn – han/hun ser i høj grad på, hvad du gør, og ikke hvad du siger. Hvis du ikke selv bruger cykelhjelm og ofte går over for rødt, så er det svært for dit barn at forstå, at han/hun skal opføre sig anderledes.

10. Orientér dig i skolens trafikpolitik - den handler om skolens regler og indsatser på området.