Tour of Scandinavia – “Battle of the North” er navnet på et World Tour cykelløb for kvinder – med 6 etaper gennem 3 nordiske lande – fra Kongens Nytorv i København, via Fredensborg til Helsingør, langs Sveriges vestkyst, over de norske fjelde, frem til mål i Halden, Norge. Næsten 1.000 kilometer med deltagelse af hele verdenseliten indenfor kvindecykling. De kan opleves live på de nordsjællandske landeveje den 9. august 2022.

Cykel-feberen raser denne sommer i Danmark og Euforien fortsætter. Ladies Tour of Scandinavia med undertitlen Battle of The North er årets cykel nyhed i Skandinavien. Det nye World Tour løb afholdes 9.-14. august og afløser Ladies Tour of Norway. Løbet er tidligere annonceret som Battle of the North, men får nu i stedet navnet Tour of Scandinavia, som hovednavn, af respekt for den pågående krig i Ukraine.

Rute gennem royale Fredensborg

Hele verdenseliten med de stærkeste kvinderyttere i verden, forventes til start, når rytterne tirsdag den 9. august ruller ud fra Kongens Nytorv i København mod de nordsjællandske landeveje, med kurs til målbyen Helsingør. Undervejs køres fordi en række nøje udvalgte nordsjællandske golfbaner, her i blandt Fredensborg.

Ruten gennem Fredensborg køres fra Hillerød via Sørupvej, op ad Slotsvænget. Forbi Fredensborg gamle Bio, bag om gågaden mod Helsingørsvej. Derefter går turen videre af Endrupvej langs slotsparken og videre mod Tikøb.



Verdens bedste

Verdensklasseryttere som Cecilie Uttrup Ludwig, FDJ, Emma Norsgaard Bjerg, Movistar og den tidligere verdensmesteren Amalie Dideriksen, Trek-Segafredo, er bare nogle af de topnavne som Danmark kan byde på ved denne begivenhed, lige efter kvindernes Tour de France. Hvor disse cykelryttere ligeledes deltog.

Det er unioner og forbund i de tre skandinaviske lande, der står bag Tour of Scandinavia. Fra Danmarks Cykle Union ser man frem til det store etapeløb. Formanden for DCU, Henrik Jess Jensen siger: "Den udvikling og niveauet som de danske kvindelige ryttere præsterer på i dag, har aldrig været højere. Som nation var vi i 2021 nr. 3 på kvindernes verdensrangliste. De og vi, der elsker cykelsport, fortjener at se verdenseliten i Danmark. Jeg håber, at vi med dette løb kan inspirerer endnu flere piger og kvinder til at dyrke cykelsport i Danmark."

Også Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-Nouvelle Aquitaine-Futuroscope) har svært ved at skjule sin begejstring: ”Min drøm er gået i opfyldelse og jeg kan ikke få hænderne ned. Det bliver så fedt at køre et World Tour løb på de danske landeveje foran det cykelglade folkefærd, venner og familie. Jeg håber og tror, at det udstillingsvindue dette løb giver vores fantastiske sportsgren, kommer til at inspirere flere piger til at komme ud og cykle. Både for sjov og i konkurrence øjemed. Det er alletiders mulighed for vores sportsgren at vise sig fra sin bedste side.”

Løbets første etape i Danmark hilses også velkommen af Sport Event Denmark, hvor Direktør Lars Lundov har følgende kommentar: : ”Danmark kører i højeste gear, når vi taler om cykelevents. Derfor er det så meget desto mere glædeligt, at vi også nu kan tilføje Tour of Scandinavia, som er kvindernes nordiske styrkeprøve, til vores eventkalender. Alene i år afvikler Danmark også Tour de France-starten, motionsløbene Tour de Storebælt og DGI Hærvejsløbet og VM i MTB maraton,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.