I 2021 kom den nordsjællandske turisme tilbage på omgangshøjde fra før Corona-krisen, endda med rekordmange gæsteovernatninger på næsten en million. Og det til trods for at de udenlandske turister udeblev, og at kulturlivet var lukket store dele af året.

Det viser VisitNordsjællands årsberetning for 2021. Nu gælder det om at fastholde turisterne og få de udenlandske turister tilbage.

I starten af året iværksatte VisitNordsjælland en handlingsplan for 2021; et turismeår der igen blev præget af nedlukninger og restriktioner. Med mantraet "Når tiderne er usikre, og der er meget på spil, så hold fokus på det, vi ved" valgte VisitNordsjælland at fokusere på erfaringerne fra 2020 og ikke lade sig stirre blind på turismens uforudsigelighed midt i en pandemi.

Målrettet markedsføring i en usikker tid

I 2021 har VisitNordsjælland arbejdet tæt med turismens aktører og ildsjæle og mere end 200 nordsjællandske partnere og givet sparring og hjælp til markedsføring, oplevelsesudvikling og synlighed i VisitNordsjællands kanaler. I 2021 satte VisitNordsjælland særskilt fokus på de steder i turismen, der var mest trængt. Og det bar frugt.

Flere end 84.000 sidevisninger på VisitNordsjællands overnatningside blev resultatet af en kampagne på sociale medier, som skulle give inspiration til, hvor turisterne kunne sove og dermed hjælpe de trængte hoteller, feriecentre, vandrehjem og campingpladser. "Vi skal mødes igen", en salgsdreven indsats og videokampagne blev også lanceret og vist flere end 3,9 mio. gange på flere kanaler for at kickstarte den nordsjællandske forretnings- og mødeturisme, der har haft hårde odds under krisen. Kampagnerne var designet til at kunne skrues op og ned for at kunne reagere på adfærden i markedet i en tid med restriktioner.

Ved årets afslutning blev der registreret 990.202 overnatninger i Nordsjælland, hvilket er rekord. I alt fandt flere end 800.000 besøgende vej til VisitNordsjællands hjemmeside for at lade sig inspirere til dagsture, ferie og overnatning.

Fokus på udvikling - selv i en krisetid

Også i 2021 har VisitNordsjælland arbejdet på at udvikle og styrke attraktionskraften for Nordsjælland som destination. Med Tourist Stay Safe-projektet blev der givet værktøjer og viden til erhvervet om håndtering og kommunikation af hygiejne- og sikkerhedstiltag, der skal være med til at skabe en tryg oplevelse for turisterne i lyset af Corona. Og så blev turismeudviklingsprojektet i Nationalpark Kongernes Nordsjælland afsluttet ved udgangen af året, hvor fundamentet for placering af indgange til nationalparken blev lagt, og nye overnatningsmuligheder og spændende oplevelseskoncepter udviklet; bl.a. en ny vandrefestival på Esrum Kloster og med vandreture i hele Nordsjælland, der skal være med til at trække flere gæster til Nationalparken.

For Nationalparken har stort potentiale til at trække turister til, og i 2022 og de næste år frem vil der blive arbejdet på at skabe nem og grøn adgang til oplevelser i Nationalparken. Det skal ske via etablering af en række mobilitetshubs, hvorfra gæster har nem adgang til at cykle og vandre, og som giver mulighed for hub til hub-ture. Derudover udvikles tematiserede turforslag for cyklister og vandrere for at understøtte den oplevelsesudvikling, der allerede sker i Nationalparken.

Forventninger til 2022

"En stor del af det tabte er genvundet, og den nordsjællandske turisme står stærkt ovenpå krisen. Vores fokus er fortsat på overnatning, men vi skruer op for markedsføringen af kulturlivet, som har haft det rigtig svært de seneste år. Vi sætter fuldt ind på den internationale markedsføring, og vi begynder nu at kunne se de udenlandske gæster vende tilbage. Det vil give yderlige skub i turismen i Nordsjælland," siger Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland.

"Vi har endnu ikke set følgerne af krigen i Ukraine, og om øget inflation og energikrisen vil være med til at sætte en dæmper på rejselysten både national og internationalt. Men lige nu ser det ud til, at alle gerne vil ud og få en "på opleveren", så vi er optimistiske på erhvervets vegne," uddyber Annette Sørensen.