Banedanmark går i maj måned i gang med et omfattende sporarbejde mellem Glostrup og Høje-Taastrup, og det betyder ændringer for togdriften på det meste af Sjælland. Hos Lokaltog ændres køreplanerne for Odsherredsbanen, Tølløsebanen og Lille Nord.

Selvom det ikke er sporene på Lokaltogs strækninger, der skal arbejdes på, så får et større sporarbejde hos Banedanmark konsekvenser for kunderne på flere af selskabets baner fra 1. maj 2022. Lokaltog er nemlig nødt til at ændre køreplanerne for blandt andet Lille Nord mellem Hillerød og Helsingør.

"Det er positivt, at sporene på den travle strækning mellem Glostrup og Høje-Taastrup bliver renoveret - også selvom togdriften over hele Sjælland i en periode bliver påvirket. Det kan desværre ikke være anderledes, når der skal arbejdes på så central en strækning", siger Mie Rajcic, der er driftsdirektør i Lokaltog A/S.

Banedanmark har siden april 2021 været i gang med et toårigt projekt, hvor blandt andet skinner, sveller og sporskifter bliver fornyet hele vejen mellem København og Høje-Taastrup, der er Danmarks travleste jernbanestrækning. Og selvom Lokaltog ved, at arbejdet er nødvendigt, så kunne selskabet godt være konsekvenserne foruden.

"Vi er nødt til at ændre køreplaner på grund af en nødvendig udefrakommende begivenhed. Det kan vi ikke ændre på, men det ærgrer mig altid, når det går ud over kunderne. Derfor vil jeg også gerne beklage de gener, som de her køreplansændringer helt åbenlyst vil medføre for en del af vores kunder", siger Mie Rajcic.

Fra 1. maj til 24. juni og fra 3. august til 2. oktober ændres køreplanen for de tre strækninger.
I perioden fra 25. juni til 2. august køres efter den normale køreplan.

Husk at du kan finde de præcise afgangs- og ankomsttider på www.rejseplanen.dk