Mens Hillerød har barberet seks dage af sagsbehandlingstiden sammenlignet med sidste år, går det den modsatte vej for mange andre kommuner i Nordsjælland. I Allerød Kommune er sagsbehandlingstiden fordoblet. Flere nordsjællandske kommuner bør sætte mere fart sagsbehandlingen, mener DI Byggeri Nordsjælland.

I Nordsjælland er der store forskelle på, hvor langt tid man skal vente på at få byggetilladelsen i hus. I Hillerød Kommune tager det i gennemsnit 25 dage at få sagsbehandlet en byggesag, mens det i Allerød, Gribskov og Hørsholm tager henholdsvis 139, 117 og 124 dage i gennemsnit. Det viser en ny analyse fra DI Byggeri.

- Der er en markant forskel på kommunernes sagsbehandlingstider, hvilket selvfølgelig kan undre. Der er godt gang i byggeriet, og derfor skal Hillerød kommune have ros for, at sagsbehandlingstiden er helt nede på 25 dage. Det er forbilledligt, siger Jørgen Simonsen, formand for DI byggeri Nordsjælland

Ventetiderne er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle oplysninger i byggesagen, så det dermed er den reelle sagsbehandlingstid i kommunerne, der måles på.

- Vi ser meget gerne, at kommunerne gør meget mere i forhåndsdialog og har mere åbenhed i sagsbehandlingen. Vi hører fra vores medlemmer, at det er en stor fordel, når man kan få ansigt på sagsbehandleren og have en dialog om forskellige løsninger, inden man ansøger. På den måde undgår man dumme fejl, og man forkorter sagsbehandlingstiden, siger Jørgen Simonsen.

Den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse i Nordsjælland er steget fra 61 dage i 2020 til 78 dage i 2021. I Fredensborg kommune, er der tilgengæld et fald i byggesagsdage. I 2020 var sagsbehandlingen på 77 dage, årets efter var tallet faldet til blot 49 dage. Hvilket dog stadig er dobbelt så lang tid som i nabo kommunen, Hillerød.

- Vi ved, at kommunerne har fået mange ansøgninger og har haft svært ved at følge med. Men det er enormt ærgerligt, hvis væksten i kommunen og byggeriet bliver bremset af sagsbehandlingstider. Derfor vil jeg opfordre til, at kommunerne kigger på for eksempel fast track-løsninger, så simple byggesager ikke forsinkes af de store, komplekse byggesager, siger Jørgen Simonsen.

Vallensbæk og Odder er de to kommuner i Danmark, der er hurtigst til at sagsbehandle byggesager med en gennemsnitlig ventetid på seks dage. København har med en gennemsnitlig ventetid på 158 dage den længste ventetid i hele landet.