Ukrudtsbrænderen kan være et effektivt redskab til at få bugt med ukrudtet. Men det er ikke uden risiko at bruge en ukrudtsbrænder. Set over de seneste år starter en støt stigende del af brande, som brandvæsenet rykker ud til, med uhensigtsmæssig brug af ukrudtsbrænderen.

Sidste år rykkede brandvæsenet, på landsplan, ud til knap 400 brande startet af en ukrudtsbrænder.

Brug af ukrudtsbrænder har den største procentvise stigning i det årlige antal brande, som brandvæsnet rykker ud til sammenlignet med andre formodede brandårsager.

”Det er noget, som brandfolk og vi i Beredskabsstyrelsen har haft en antagelse om et stykke tid. Nu har vi tal, der klart underbygger antagelsen: En stadig større del af de brande, som brandvæsenet håndterer, er startet af en ukrudtsbrænder. Når det oven i købet er sådan, at de brande har tendens til at udvikle sig voldsomt, står vi med en udfordring”, siger Frederik Prytz-Grønfeldt, der er analysechef i Beredskabsstyrelsen.

Gode råd ved brug af ukrudtsbrænderen:

Hold afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
Ukrudtet skal svitses – ikke brændes
Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser
Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
Hav altid vand i nærheden
Hvis der opstår en brand, som du ikke selv kan slukke, så ring 1-1-2.