Netradio

Søg på humleborg

Public acces

Tilsynsmyndighed

Støtteforening

Flere lokale nyheder

Samarbejdspartner

Humleborg er medlem af:

Der er mange muligheder for at samle i den danske natur. Der er mange og velsmagende planter, bær og svampe og der er mange steder, hvor du gerne må samle i naturens spisekammer.

Det er sæson for brombær, rørhatte, strandmalurt og hundreder af andre lækkerier fra naturen, der kan samles lige nu og forvandles til marmelader, chutneyer, snaps og simreretter i køkkenet. Og det bliver mere og mere populært at samle - eller sanke som det også hedder - i naturen.

"Det er sjovt og lærerigt at samle sin egen mad og man kommer tættere på naturen. Der er rigtig mange store naturoplevelser gemt derude, og så får man gode smagsoplevelser oveni" siger Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted.

Udover at man skal kende forskellen på planter, svampe og bær opfordrer Friluftsrådet til, at man tjekker reglerne inden man begiver sig ud i naturen.

"Man skal vise respekt for naturen, de andre du møder og dem, der ejer naturen. Du skal vide hvor du må være, og hvad og hvor meget du må samle i forskellige typer natur" siger Jan Ejlsted.

Hvad siger reglerne om at sanke og samle?
Du må samle der, hvor du i forvejen må være i naturen. Det vil sige, at i private skove, hvor man kun må gå på veje og stier, der må man også kun samle det, man kan nå derfra.

I gamle dage - helt tilbage fra Skånske Lov fra ca. 1210 - var reglen, at du må samle hvad der kan være i hat eller handske. I dag siger man, at du må samle det, du kan have i en bærepose. Bær, frugt, urter og svampe fra naturen må altså samles i begrænset omfang og kun til privat brug.

Du må ikke høste fra buske og træer, der er plantet på en andens ejendom. Du må for eksempel ikke plukke bær i kanten af en frugt- eller bærplantage, men du må gerne smage på mirabeller fra et vildtvoksende mirabelletræ i en privatejet skov, hvis du vel at mærke kan nå dem fra vej eller sti.

Fredede planter må aldrig graves op og hvis du graver planter op med rødder, skal du have fået lov af ejeren.

HER MÅ DU SAMLE FRA NATURENS SPISEKAMMER:

OVERALT I SKOVE OG ANDRE NATUROMRÅDER, DER ER EJET AF STATEN ELLER KOMMUNERNE.
I PRIVATEJEDE SKOVE MÅ DU SAMLE DET, DU KAN NÅ FRA STIER OG VEJE.
OVERALT PÅ STRANDE MEN IKKE I KLITTER.
LANGS VEJE OG STIER I DET ÅBNE LAND, MEN SELVFØLGELIG IKKE PÅ DYRKEDE AREALER.

Brug app'en VILD MAD hvis du vil vide mere om, hvad du kan samle i naturen.

Find tips og opskrifter på hjemmesiden www.oplevmere.nu/samle