De store lastbiler fortsætter med at kræve uforklarligt mange liv blandt fodgængere og cyklister. Hvor længe endnu bliver det accepteret, spørger Fodgængerforbundet.

Trods ihærdig indsats fra mange sider i trafikbranchen, fortsætter de store lastbiler med at høste liv blandt trafikkens svageste deltagere, fodgængerne og cyklisterne. Allerede er i år dræbt 3 cyklister ved højresvingsulykker, og for et par dage siden gik det ud over en 78-årig kvinde fra Lejre, som i fuldt dagslys blev dræbt i et fodgængerfelt umiddelbart foran lastbilen, hvis chauffør ikke kunne se kvinden, selvom hun stod og viftede afværgende med armene i luften.

-Efter denne episode kan vel ingen længere være i tvivl om at selve størrelsen på køretøjet er et problem, mener Mikael le Dous, formand for Dansk Fodgænger Forbund. –Chaufføren kan ganske enkelt ikke se hvad der foregår rundt om hans køretøj, ikke engang lige foran ham. 

Lastbiler er den store dræber i trafikken, ifølge Danmarks Statistik. I 2009 var de indblandet i mellem 2 og 4 procent af sammenstød med de svage trafikanter, men tegnede sig for hele 17 procent af trafikdræbte cyklister, knallerister og fodgængere. Det er en overrepræsentation på 6 gange det forventelige, oplyser Dansk Fodgænger Forbund.

- Det er en uheldig udvikling siden 2005, hvor en lastbil angiveligt var modpart i 3-7 % af uheldene, men stod for 21 % af de dræbte, svage trafikanter, eller en overrepræsentation på omkring 4 gange. Alligevel tillader regeringen nu en udvidelse af forsøget med de ekstra store modul-lastbiler. Især bliver det betænkeligt, når en kilde i lastvognsbranchen oplyser at 1/3 af anhængerne har så store bremseproblemer, at chaufføren er nødsaget til inden syn at opvarme bremserne grundigt, for at vognen skal blive godkendt.

-Det er meget skuffende for os at også den nuværende regering fortsætter den tidligere regerings kyniske udvikling af trafikken, hvor de svageste trafikanter ofres for en mildest talt naiv tanke om at endnu større lastbiler vil nedsætte antallet af køretøjer på vejene. Enhver som besidder en elementær købmandsviden vil hurtigt indse at billigere transport vil gøre det lønsomt at transportere endnu flere varer, og dermed har vi snart lige så mange lastbiler som før, bare endnu større og endnu mere dræbende, forudsiger Mikael le Dous.{jcomments on}