I oktober 2019 startede et givende samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne og Radio Humleborg.. Sammen har de produceret 1. sæson af ”Bibliotekspodcasten”, der nu bliver udvidet med en sæson 2.
 

Bibliotekspodcastens 8. afsnit, som udkom d. 1. maj, markerede afslutningen på første sæson af en podcast, der har budt på forfatterinterviews, boganbefalinger og meget mere. Både Fredensborg Bibliotekerne og Radio Humleborg kan se tilbage på et succesfuldt samarbejde, der har givet bibliotekspodcasten op imod 5-600 lyttere pr. afsnit.

Kurt Kammersgaard, der er stationsleder på Radio Humleborg, fortæller: ”Vi er rigtig godt tilfredse med samarbejdet mellem Fredensborg Bibliotekerne og Radio Humleborg. Sammen får vi sat fokus på mange af de gode tilbud, der er til borgerne. Det styrker også lokalradioens indhold af lokalinformation, så det er et perfekt match.”

Også på biblioteket er man glade for samarbejdet med Radio Humleborg: ”Det er helt uvurderligt at kunne samarbejde på den måde,” fortæller Kulturformidler, Anders Greis, der er vært og redaktør på Bibliotekspodcasten. ”Vi får en masse viden og pingpong fra Radio Humleborg, og så kan vi dele publikum med hinanden og på den måde nå ud til endnu flere borgere med vores formidling.”

 

Med sådan en succes på cv’et er der god grund til at fortsætte samarbejdet, og det gør Radio Humleborg og Fredensborg Bibliotekerne da også: ”Vi er allerede i gang med at tilrettelægge næste sæson af podcasten. Vi starter med at samarbejde med Nivaagaards Malerisamling om et podcastafsnit om Hans Scherfig, hvis billeder netop nu er udstillet på Nivaagard,” fortæller Anders Greis.

 

Afsnittet får premiere i starten af august, og ligesom hele første sæson af ”Bibliotekspodcasten”, kan det høres i Radio Humleborgs program, ”Morgenkrydderen”, på fredbib.dk/podcast samt i de fleste podcast-apps.