Den "lokale" singer/songwriter, Frederik Damhus - gæster Radio Humleborg, til en snak om hans debutudgivelse fra maj 2014. Udsendelsen sendes på Radio Humleborg på Spil Dansk dagen torsdag den 30. oktober 2014 klokken 18.00 - 19.00 og genudsendes lørdag den 1. november klokken 12.00.

Frederik Damhus skiller sig ud fra mængden af up and coming artister på den københavnske scene. Med sine mere end 1.90 meters højde, sin skønne drengede facon og samtidig ydmyge generthed frembringer han brede smil på de fremmødtes læber. Smil han gengælder direkte og generøst gennem inderlig kærlighed til musikken.

Frederiks debut album ”Please Smile” udkom i maj 2014 og var 8 måneder undervejs. Den kan bedst beskrives som kærlighedshistorier pakket ind i melodiske ballader med et gran af pop og country. Den følsomme stemme er bindeleddet, der lidt utraditionelt binder de engelske og danske sange sammen.

Det kan tydeligt mærkes at Frederiks sangskrivning udspringer af kærlighed. Kærlighed til livet, til kvinder, mellem mennesker, til hverdagslykke, men også til de dage der ikke helt går, som man havde forestillet Inspirationen er hentet fra The Beatles, Tim Christensen, John Mayer, Thomas Dybdahl, Tom Waits og Kashmir.

De mest inderlige øjeblikke i musikken bliver understreget af, at Frederik – til trods for øvelse – ikke kan lade være med at hæve sig op på tæer – som en direkte forlængelse af musikken ud i de yderste dele af hans krop. I de mellemrum, hvor musikken rinder ud, og guitaren skal stemmes, er smilene hurtige, og ydmygheden håndgribelig, inden Frederik bevæger sig videre i sit musikalske univers. Der er ingen tvivl om, at det er i musikken, at Frederik befinder sig i sit rette element.

Siden Frederik Damhus’ sangskrivning for alvor tog fart i 2008, har han turneret spillesteder i og omkring København. I 2011 og i starten af 2014 var han omkring New York for at prøve kræfter med byens musikscene.

Frederik Damhus stammer oprindeligt fra Fredensborg og har gæstet hjem-byens lokalradio, som ligger på den avisrute han have som yngre. Det er blevet til en radioudsendelse på en lille time, hvor lytterne får et indblik i Frederiks musik-univers. Der er anekdoter og historier om de enkelte numre, som bliver spillet i udsendelsen.

Radio Humleborg sender portrættet af den lokale musiker første gang torsdag den 30. oktober kl. 18 -19. samme dag, hvor det er spil-dansk dag over hele landet. Der ud over bliver programmet genudsendt på lørdag den 1. november kl. 12 - 13.

Radio Humleborg kan høres på FM 104,3 MHz - på kabel FM 98,8 MHz i det meste af Nordsjællands, på DAB+ i Nordsjælland og på netradioen, via hjemmesiden humleborg.dk