Socialdemokratiet i Fredensborg Kommune afholdt søndag d. 13. marts generalforsamling, i Kulturhuset
Fredensborg Gl. Bio og her var der genvalg af folketingskandidat Louise Mehnke.

Formand for partiforeningen Vivian Johnsen glædede sig over at det var muligt igen at afholde generalforsamlingen ved fysisk fremmøde, i modsætning til sidste år hvor det måtte foregå virtuelt grundet Corona-pandemien, og formanden kunne berette om et travlt valgår i 2021 for både partiforeningen og de socialdemokratiske kandidater i valgkampen til Fredensborg Byråd og til Regionsrådet i Region Hovedstaden.

Borgmester Thomas Lykke Pedersen berettede om status for de mange byudviklingsprojekter som byrådet arbejder med i de fire bysamfund, og ligeledes berettede borgmesteren om den meget vigtige rekrutterings- og fastholdelsesstrategi. Rekrutteringen er en kæmpe udfordring for alle kommuner, og derfor arbejder et nyt udvalg med at finde løsninger på dette i Fredensborg Kommune.

En enig generalforsamling gav med klapsalver genvalg til Louise Mehnke som partiets folketingskandidat.
Louise Mehnke havde i sin beretning bl.a. fokus på den aktuelle sikkerhedssituation i Europa i forbindelse med Ruslands invasion i Ukraine og den forestående folkeafstemning d. 1. juni om afskaffelse af de danske forbehold overfor det europæiske forsvarssamarbejde, som indebærer, at Danmark ikke med til at træffe beslutninger på forsvarsområdet i det europæiske samarbejde. Louise Mehnkes indstilling er klar: Vi skal lokalt gøre vores til at forsvarsforbeholdet bliver afskaffet ved folkeafstemningen.

I bestyrelsen var der genvalg til formand Vivian Johnsen, samt genvalgt til Peter Vilain og Jan Jensen og nyt bestyrelsesmedlem blev Majbritt Damborg, som i de seneste år har siddet som 1. suppleant.
Lars Sandt og Bent Sonne blev genvalgt som suppleanter, mens Lis Hanghøj blev nyvalgt suppleant.
Fra DSU Øresundkysten som har en fast plads i Socialdemokratiets bestyrelse, er Amalie Birch som sidder i DSUs bestyrelse udpeget til fremadrettet at deltage i bestyrelsesmøder i Socialdemokratiets bestyrelse.