Jeg har svigtet og fejlet.... således indleder Kristian Hegaatd, radikalt medlem af Folketinget og byrådsmedlem i Fredensborg Kommune, et opslag på Facebook. Han forlader Folketinget med baggrund i en grænseoverskridende adfær.

Om sagen forklare Kristian Hegaard følgende:

Jeg er netop blevet bibragt den information, at jeg ved festlig lejlighed i byen for nylig i en meget fuld tilstand, som jeg desværre intet husker fra, har udvist grænseoverskridende adfærd. Det er jeg simpelthen så ked af - for jeg har intet ønske om at overskride andres grænser, og jeg beklager dybt.

 

Det kommer efter, at jeg for nogle måneder siden havde en samtale med Sofie Carsten Nielsen, fordi hun af Radikale Venstres kontaktinstans var blevet gjort opmærksom på, at jeg i radikal sammenhæng til en fest havde overtrådt en grænse hos en radikal med en berøring.

 

Det er ikke noget, jeg selv husker. Men jeg tager det meget alvorligt, og jeg er virkelig ked af at have opført mig grænseoverskridende. For sådan kender jeg ikke mig selv.

 

Jeg havde alle intentioner om, at det ikke skulle gentage sig. At jeg efter denne samtale har begået en ny fejltagelse, må jeg tage konsekvensen af.

 

Jeg har overtrådt de værdier, jeg selv står for. Derfor mener jeg ikke, jeg med troværdighed kan fortsætte i politik for nu og takker derfor af. Det har jeg netop meddelt den radikale folketingsgruppe.

 

Det er selvklart, at man ikke kan være folketingsmedlem og feste på samme måde, som da jeg var endnu yngre. 

 

Jeg har festet og været meget i byen, siden jeg var 18 år. Det har været med mine barndomsvenner, studiekammerater og dem, jeg har lært at kende som ung radikal. Det har også været en måde for mig at vise, at man kan det samme som andre, hvis man har et handicap.

 

Og jeg har indtaget alkohol så hatten passede. Her er det kammet over ved nogle lejligheder og givet regulære sorte huller i hukommelsen. Festerne og festivalerne har være mange, sjove, og nogle gange sene. Derfor er jeg også sikker på, at jeg her kan have overtrådt andres grænser. Jeg er med garanti også kommet til at køre folks tæer over, uden det har været meningen, når dansegulvet har været tætpakket. Det har aldrig været min intention, og jeg er fuld af beklagelse. Hverken fuldskab eller andet kan undskylde det. 

 

Svigtet er ene og alene mit. Man må tage sin egen medicin, mener jeg.

 

Jeg er helt enormt ked af det. Efter at have kæmpet for at komme i Folketinget siden jeg var 14 år, indrettet det meste af min hverdag herefter, var jeg først lige kommet igang. 

 

Det gik godt og jeg blev betroet stort ansvar. Men det gik knap så godt med at blande fest og alkohol.

 

Jeg har svigtet dem, der troede på mig. Et kæmpe tak til jer, som har været bag mig hele vejen. Det kan jeg hverken skrive eller sige tydeligt nok.

 

Jeg er hverken syg eller stresset. Derfor har jeg ikke planer om at søge orlov. Men udtræder af Folketinget.

 

Jeg skal naturligvis først have bearbejdet, at dette aldrig skal ske igen. Så må vi se, hvad fremtiden bringer. Men for nu er det slut. - Slutter Kristian Hegaard hans opslag på Facebook.