Det er en tilfreds Socialdemokratisk byrådsgruppe, der lige nu kigger på et bredt budgetforlig, hvor hele byrådet står bag. Et bredt forlig, der bygger på flere års ansvarlig økonomisk styring, der nu gør det muligt, at føre byrådets visioner ud i livet. Borgmester Thomas Lykke Pedersen formår at samarbejde sig til resultater, der gavner alle kommunens bysamfund. Brede forlig nytter noget.

Helt konkret betyder det at byrådets vision ”Fremtidens Fredensborg Kommune” går fra vision til handling. Der er penge til at bygge og drifte en svømmehal, som bliver en del af Nivå Bymidte, der i Nivå også rummer ny skole, bibliotek, kulturhus og ny hal og som i daglig tale kaldes Generationernes Hus, selvom det er flere bygninger. Samtidig fortsætter planerne med skoler og institutioner i Humlebæk, Fredensborg og Kokkedal. Den Grønne Slotsby står færdig inden det vigtige 300 års jubilæum for Fredensborg Slot i 2022.

Økonomien i Fredensborg Kommune har over de seneste år forvandlet sig til en solid økonomi, der bygger på sikker ledelse og også en stor tak til de over 3.000 dygtige og engagerede medarbejdere, der hver eneste dag leverer velfærd til borgerne. Nu er der penge i kassen. Kommunen er gået fra at være en af de mest forgældede og den med den allermindste kassebeholdning i Danmark, til at være helt gældfri i 2023 og med en kassebeholdning på den gode side af 100 millioner kroner over hele budgetperioden fra 2021-2024.

Ældreområdet har fået et tiltrængt løft med over 8 millioner kroner i 2021 og der ansættes også en kommunalt financieret læge til plejecentret Skovgården i Humlebæk. Planerne om Sundhedshuse i alle bysamfund bliver en realitet i budgetperioden.

En af Socialdemokraternes helt store mærkesager har i nogle år været, at der bliver opført en kommunal svømmehal i kommunen. Det bliver nu virkelighed med en budgetforligsaftale, der starter byggeriet i 2024, så svømmehallen i Nivå står klar til ibrugtagning i 2026.

Samlet set opgraderer et helt enigt byråd Fredensborg Kommune for borgerne der bor her og gør os attraktive for de nye borgere der kommer til de næste år. Vi er nu en af Nordsjællands allermest attraktive kommuner, med en god miljøprofil, gode skoler og institutioner, gode veldrevne plejecentre og et mangfoldigt kultur- og fritidsliv.

En historisk god budgetaftale, der gavner alle borgerne.


Per Frost Henriksen, S
Gruppeformand og byrådsmedlem
Fredensborg Byråd