Fredensborg Kommunes nye politiske bevægelse holdt stiftende generalforsamling på vandrehjemmet i Fredensborg.


“Kursen er sat og ambitionerne er høje. På den lidt længere bane går vi efter at få afgørende indflydelse ved kommunalvalget i ’17. Inden da er det vores klare målsætning, at vi ikke bare vil være en af kommunens største vælgerforeninger.

Vi vil også uden sammenligning være den med de mest stolte medlemmer,” siger Pernille Solvig Graux, der mandag aften blev valgt som formand for Frie Liberale ved den stiftende generalforsamling, der blev holdt på vandrehjemmet i Fredensborg.

“Det skal blandt andet ske ved, at vi skaber en bevægelse, hvor medlemmerne oplever, at det giver mening at engagere sig.

Vores medlemmer kan være sikre på, at de altid ved, hvad der sker i kommunen og bliver hørt, hvis de har noget på hjertet. Frie Liberale er ikke et parti, der kun er i kontakt med vælgerne i valgårene. Vi tror på, at vores medlemmer og borgerne kan bidrage med meget mere end et kryds hvert fjerde år. Vi vil gerne have en tæt dialog. Det skal blandt andet ske ved, at vi kommer til at holde et hav af møder. Både i vælgerforeningen men også ude ved kaffebordene,” siger Pernille Solvig Graux.


Klar til budgetforhandlinger

Ud over opbygningen af vælgerforeningen går Frie Liberale en travl tid i møde. Den nye politiske bevægelse har besluttet sig for snarest muligt at fremlægge en samlet vision for kommunen og en konkret 2030-plan - Frie Liberales drejebog for, hvordan bevægelsen gerne ser kommunen udvikle sig og vejen derhen. Og så skal Frie Liberale lige straks for første gang deltage i forhandlingerne om kommunen budget. Det ser man frem til.


“Da kommunens elendige økonomi sidst var oppe at vende i byrådssalen i forbindelse med, at man måtte optage endnu et lån for at fylde den tomme kasse, gav jeg borgmesteren og byrådet tilsagn om, at jeg møder op til budgetforhandlingerne med et åbent sind. Det står jeg selvfølgelig ved,” siger Knud Løkke Rasmussen, byrådsmedlem for Frie Liberale.

“Forudsætningen er, at vi som politikere lever op til vores ansvar. For få måneder siden blev Fredensborg Kommune kåret som landets fattigste. Indenrigsministeriet har et særligt vågent øje på os. Vi skal gå kommunens økonomi igennem med en tættekam. Det dur ikke, at politikerne plukker lidt fra den smørebrødsseddel administrationen kommer med over spareforslag. Hvis vi vil tages alvorligt, bliver vi simpelthen nødt til at grave nogle ekstra spadestik ned og tager reelt ansvar. Det skylder vi borgerne.”


Ved den stiftende generalforsamling blev Pernille Mau valgt som kasserer.

Til bestyrelsen valgtes Ole Marthedal, Knud Løkke Rasmussen og Pia Solvig Grandjean.