Så er det blevet tid til den årligt tilbagevendende ’Skumringstid i Norden’ på Humlebæk Bibliotek den 13. november. Her dæmpes lyset, stearinlysene bliver tændt, og en skønlitterær tekst bliver læst op.

Mandag den 13. november klokken 19-21 slår Humlebæk Bibliotek, i samarbejde med Foreningen Norden, dørene op for det årlige arrangement ’Skumringstid’. Temaet for dette årets skumringstid er ’Øer’, og årets tekst er fra den finsk-svenske forfatter Ulla-Lena Lundbergs roman Is, der foregår på øen Kökar i den finske skærgård. Det er formand for Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening, Bent Skov Larsen, der læser årets tekst højt.

I år bliver ’Skumringstid’ krydret med den færøske filminstruktør og forfatter Katrin Ottarsdottir, der efter oplæsning vil fremvise og fortælle om sin film Manden der fik lov at gå fra 1995. Filmen er en sørgmunter komedie fra Færøerne om en ældre mand, der en dag indser, at han vil forlade sin kone for den meget yngre Maria. Hans kone reagerer med stoisk ro. Hun er overbevist om, at han vil komme til fornuft og vende tilbage til hende. Det gør han - men ikke helt på den måde, hun havde forestillet sig

Katrin Ottarsdottir blev i 1982 uddannet filminstruktør fra den danske filmskole. Hun har bl.a. skrevet og instrueret fire spillefilm og tre portrætfilm.

En billet til arrangementet koster 50 kr. Men er man medlem af Foreningen Norden eller Biblioteksklubben koster en billet kun 40 kr.