Trafikken i Jernbanegade i Fredensborg har flere gange været til debat og en ting der nu længe har undret Ole Holde, der er bruger af Sundhedscenteret med udsigt ned over det lille torv, er indretningen af færdslen i Jernbanegade. 

Oprindeligt, måtte man køre ind i Jernbanegade fra Bagerstræde og videre ned mod slottet. Da man vendte trafikken i Jernbanegade for 5-6 år siden, blev muligheden for at køre ned mod slottet forbudt, da man ikke må køre mod ensretningen.

Samtidig lukkede man for at køre ind fra Bagerstræde, hvor man ellers ville kunne dreje til højre ved apoteket og videre gennem Jernbanegade. 

Sidstnævnte virker underligt, da man jo må køre i begge retninger ved Chr. Boecksvej - Tinghusvej - altså på tværs af Jernbanegade.

- Jeg kommer ofte i Fredensborg Sundhedscenter, hvor der er et fint blik til Lille Torv. Her har jeg hver gang kunne se, at rigtig mange bilister ikke respekterer skiltet med motorkørsel forbudt, fortæller Ole Holde.

Så meget trafik er der jo heller ikke i Jernbanegade, at der ville være problemer med at tillade indkørsel fra Bagerstræde, dog således at man kun må køre til højre ad Jernbanegade og ikke mod ensretningen til venstre.

- Måske Fredensborg Kommune skulle overveje at lovliggøre forholdene, således at trafikken indrettes således som den de facto foregår, foreslår Ole Holde.