Rådet for Sikker Trafik har kåret Fredensborg Kommune som vinder af Kommunernes Skoletrafiktest 2022, hvor rådet måler og vurderer kommunernes indsats for at gøre børn og unge klar til at færdes sikkert i trafikken. 

Trafikundervisning i grundskolen spiller en vigtig rolle i at gøre børn og unge klar til at færdes sikkert i trafikken. Da indsatsen længe har været højt prioriteret i Fredensborg Kommune, skabte det også stor glæde, da Rådet for Sikker Trafik kårede kommunen som vinder af Kommunernes Skoletrafiktest.

97 kommuner deltog i testen af kommunernes og skolernes konkrete samarbejde om trafikundervisning og trafiksikkerhed for børn og unge - og Fredensborg Kommune opnåede 880 point ud af 1.000 mulige.

"Vi er meget stolte over, at Fredensborg Kommune har vundet kommunernes skoletrafiktest. Vi har over flere år opbygget et stærkt og systematisk samarbejde mellem alle skoler, administration og Nordsjællands Politi, hvor vi sikrer, at alle skolebørn uanset alder bliver undervist i trafiksikkerhed", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, som tirsdag var forbi Endrupskolen for at høre om 3.B.'s arbejde med at blive sikre trafikanter.

"Det er virkelig glædeligt, at vi nu ser resultatet af et langt sejt træk med vores systematiske indsats for at forbedre trafiksikkerheden for vores børn. Det glæder mig især, at samtlige skoler er med og at Nordsjællands Politi også prioriterer indsatsen højt og derfor bidrager aktivt til samarbejdet sammen med vores fagfolk i administrationen", siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget, der i forhold til trafiksikkerhed arbejder ud fra Handlingsplan for Mobilitet og Infrastruktur 2022-2025, som udvalget har vedtaget.

Og netop skolernes direkte involvering er vigtig, siger Børne- og Skoleudvalgets formand, Per Frost Henriksen:

"Alle vores folkeskoler har deltaget i testen og underviser deres klasser i gåprøve i indskolingen, cyklistprøve på mellemtrinnet og i risikofaktorer i udskolingen. Det er virkelig flot!
Vi ved, at en systematisk indsats virker bedst i længden og dermed giver trafiksikkerheden et rigtigt løft. Derfor er jeg også stolt over skolernes vedvarende indsats, som jeg også ved er med til at gøre forældrene trygge ved at sende deres børn ud i trafikken".

Skoletrafiktest er et vigtigt værktøj

Kommunernes Skoletrafiktest er en årlig undersøgelse, der viser, hvordan det står til med trafikundervisningen blandt skolebørn landet over. Der bliver blandt andet målt på, om de yngste elever gennemfører gåprøven, om eleverne på mellemtrinnet prøver kræfter med cyklistprøven, og om de ældste elever får undervisning i risikoforståelse og lærer, hvordan deres egen adfærd i trafikken også har betydning for deres sikkerhed.

"Det er helt unikt, at vi nu står med et gedigent overblik over, hvordan det står til med skolebørns trafikundervisning i hele landet. Det er et rigtig godt udgangspunkt for målrettet at styrke trafikundervisningen og dermed være med til at sikre, at færre skolebørn kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken. Stort tillykke til Fredensborg Kommune med det flotte resultat som vinder af Årets Skoletrafiktest 2022", siger Sisse Egeberg, seniorprojektleder hos Rådet for Sikker Trafik.

Fakta:

Ni ud af ti ulykker i trafikken skyldes menneskelig adfærd
Det er obligatorisk at undervise børn og unge i færdsel og trafiksikkerhed i folkeskolen
Undervisningen er med til at give børn og unge trafiksikre vaner, som de får gavn af, når de færdes på egen hånd i trafikken.
Læs mere om Kommunernes Skoletrafiktest på www.sikkertrafik.dk/trafiktest


Billedtekst: Borgmester Thomas Lykke Pedersen sammen med elever, 3.B fra Endrupskolen, som er en ud af mange klasser i kommunen, der får trafikundervisning i løbet af hele deres skolegang. Borgmesteren holder vinderdiplomet fra Rådet for Sikker Trafik