Hør Europa-Parlamentets chefforhandler Christel Schaldemose fortælle om EU’s nye digitale grundlov, og deltag i debatten styret af Niels Krause-Kjær. Det foregår i Egedal Byens Hus i Kokkedal.

Hvis du føler dig utryg ved trolde og cookies eller er usikker på, hvem der høster dine internetdata, har du nu mulighed for at blive klogere på, hvordan du bedst beskytter dig selv og dine børn, når I færdes online.

Torsdag d. 29. september kl. 19-21 er der debatmøde om EU’s nye digitale grundlov i Egedal Byens Hus. Europa-Parlamentets chefforhandler, MEP Christel Schaldemose, vil indledningsvis fortælle om, hvad der ligger bag den nye EU-lovgivning, Digital Services Act (DSA) og Digital Markets Act (DMA), og hvilken konkret betydning den har i forhold til vores brug af sociale medier og onlinehandel.

Efter en kort introduktion til den nye lovgivning starter debatten, som styres med sikker hånd af journalist, forfatter og politisk kommentator Niels Krause-Kjær, der er en erfaren ordstyrer af politiske debatter.

Foruden Christel Schaldemose får salen mulighed for at debattere med Kenneth Skovhede, Tech Lead hos Story House Egmont, og Mikkel Flyverbom, Professor i Kommunikation og Digitale Transformationer på CBS og medlem af Dataetisk Råd, som også sidder med i debatpanellet denne aften.

Arrangementet er et samarbejde med Fredensborg Aftenskole.

Billetten er gratis og kan hentes via bibliotekets hjemmeside.