I 2022 kan Fredensborg by fejre 300 års jubilæum. Det er 300 år siden, at Frederik 4. fik bygget Fredensborg Slot, og fundamentet til Fredensborg By opstod. Det bliver fejret med invielse af en ny amfi-scene, musik og cirkus.

I anledning af Fredensborg by og slots 300-års jubilæum og indvielsen af den nye amfiscene i Langedammen inviteres alle aldersgrupper til en hyggelig eftermiddag den 17. maj kl. 15-18.

Den første etape af Den grønne slotsby i midten af Fredensborg er nu færdig. Samtidig tager vi hul på at fejre slottet og byens 300-års jubilæum. Det hele smelter sammen i ”Fredensborgdagen” den 17. maj, hvor vi indvier byens nye amfiscene med både koncerter, gadeteater og aktiviteter for børn og voksne.

Festlighederne foregår ved den nye amfiscene ved siden af Den gl. biograf i Fredensborg kl. 15-18.

Publikum kan se frem til en dejlig eftermiddag, hvor kommunens biblioteker, musik- og ungdomsskole byder på underholdning for alle sanser. Hele herligheden sluttes af med et brag, når cirkus-gruppen Volantes indvier scenen med ”Slabam” – en højtflyvende forestilling med masser af nervepirrende akrobatik.