Den 1. juni skal vi stemme om forsvarsforbeholdet. Men hvad indeholder det forbehold, hvorfor har vi det og hvordan vil det se ud bagefter? Det kan du få svar på onsdag den 18. maj kl. 14.00 i Humlebæk Dagcenter, når Mette Frobenius ligger vejen forbi.

Mette Frobenius giver en anderledes, skarp og letfordøjelig gennemgang af det vi stemmer om uden nogen politisk kasket. Hun er stand-up komiker og erhvervsjurist og har i de sidste mange år formidlet EU stof på lettilgængelig vis.

Oplægget bliver en kort gennemgang tiden op til de 4 forbehold, for vi skal til en tur tilbage til starten af 90´erne med både Maastricht og Edinburgh aftalerne, og så giver Mette et overblik over hvad forsvarsforbeholdet indeholder, og hvad det egentligt er vi stemmer om.

Efter en tidligere debat om retsforbeholdet udtalte arrangøren - Venstres Jan E. Jørgensen - følgende:

"Mette skabte et yderst behageligt debatmiljø med sin naturlige charme, kant og ubesværede humoristiske stil. Hun har en unik evne til at forene sin brede spændvidde af faglige kompetencer i én samlet pakke. Man får to for én med Mette – både en fagligt kompetent erhvervsjurist og en underholdende stand-upper”.

Ved arrangementet i Humlebæk er der fri entré.