Når først man har prøvet en elcykel, er den svær at slippe igen. Det viser erfaringerne fra et forsøg, hvor kommunen har udlånt elcykler til borgere for at de kan afprøve et alternativ til bilen

Når vejret er gråt og koldt, kan det godt være en udfordring at komme afsted på cyklen. Men med en elcykel bliver vintercykling en smal sag. Det viser erfaringen fra Fredensborg Kommunes elcykelkampagne, hvor ni borgere har lånt en elcykel i vintermånederne og trodset vejret.

En af dem, Gudrun Schulze, siger:
"Jeg er blevet overraskende glad for at cykle på en elcykel. Jeg cykler nu 16 km til arbejde hver vej, i al slags vejr, uden at jeg knapt nok ænser det. Så nu lader jeg bare bilen stå derhjemme. Og med en podcast i ørerne nærmest flyver jeg gennem det kuperede landskab, og lige pludselig er jeg fremme!".

Netop CO2-udledning ved bilkørsel trækker ned i kommunens samlede CO2 regnskab. Derfor gælder det om at finde gode klimavenlige alternativer til bilen, fortæller Lars Simonsen, formand for Plan-, Teknik og Klimaudvalget:

"Ved at udlåne elcykler får vi mange flere borgere til at turde prøve muligheden - inden de beslutter sig for selv at investere i en elcykel. Og resultatet af denne kampagne er opløftende. For det viser sig, at 60 pct. af deltagerne vil fortsætte med at cykle til arbejde, efter de har prøvet kræfter med elcyklen og at 24 pct. af dem køber deres egen elcykel. Omkring halvdelen af deltagerne er også begyndt at cykle mere i fritiden. Så det er i mine øjne en klar succes".

Siden 2020 har det også været muligt for familier at låne en el-ladcykel, som specielt børnefamilier har vist interesse for, da de med en ladcykel fx nemt kan aflevere børnene i institution på vej til arbejde. For mange familier er det nemmere end med bilen, og så viser de samtidig børnene, at cyklen er et godt alternativ

Udlån af elcykler er et led i kommunes arbejde for at opnå en fossilfri transportsektor i 2050. For at nå det skal flere bilture erstattes med grøn transport - eks. cyklen. Og kun øvelse gør mester, når det handler om at ændre adfærd. Derudover er det med til at sænke klimabelastningen. Fra 2019 til 2021 har kampagnen sparet 12 tons CO2 i udlånsperioden ved at erstatte bil med cykel, og der er sparet 63 tons CO2 pga. varige adfærdsændringer.

Hvis du er interesseret i at teste en elcykel, læs mere på: https://www.fredensborg.dk/borger/energi-og-klima/koer-klimavenligt

Projektet er støttet af EU Interreg ØKS, som en del af Mobilitet På Tværs.


Billedtekst: 

Børnefamilierne er særligt glade for elladcykler, som gør det nemt at komme rundt med børnene Foto: Daniel Holm Hansen