Onsdag d. 2. februar var der spændende landsdækkende finale i årets Smart Parat Svar-konkurrence. Endrupskolens 6.Y var med og dystede om 10.000 kr. og titlen som Danmarks klogeste 6. klasse.

Da Fredensborg Bibliotekerne i december måned afholdt den kommunale udgave af Smart Parat Svar kvalificerede 6.Y fra Endrupskolen sig til finalen. Sammen med 8 andre hold sad de derfor klar onsdag d. 2. februar for at forsøge at vinde finalen i den landsdækkende konkurrence. Og De Fantastiske Fem, som klassens hold hedder, gjorde en fantastisk indsats – det var dog desværre ikke nok til at sikre dem sejren.

Med kategorier som ”danske musikere”, ”sjove bøger”, ”samlere og samlerobjekter” og ”2021 – året der gik” fik alle de deltagende hold deres sag for, og i sidste ende var det 6.B fra Byskovskolen i Ringsted, der løb med sejren.

Om Smart Parat Svar: Smart Parat Svar-quizzen er et samarbejde med alle landets
børnebiblioteker. Smart Parat Svars vision er at motivere børn til at læse og skaffe sig viden i dysten om at blive Danmarks klogeste 6. klasse. Konkurrencen afholdes årligt.