Gang i Fredensborgs film URO vinder guld ved The True Award, der er Danmarks reklamefilmpris, som hylder årets bedste danske reklamefilm, som er blevet vist på TV, i biografen eller digitalt. 

Partnerskabet Gang i Fredensborgs film URO, der er produceret af Playground Production, vandt i år guld i kategorien The True Branded Content. Der var 8 nominerede i kategorien, hvor der lægges vægt på den fængende og underholdende historie, der kommunikerer en brandbesked og forbinder brandet med forbrugerne.

Filmen er instrueret af Kasper Kiertzner til forløbet natuRO - et naturforløb for unge i aldersgruppen 15-18 år, med fokus på gode naturoplevelser, fællesskab og mental sundhed.

Fredensborg Kommunes formand for Fritids- og Idrætsudvalget Bettina Bové udtaler:

"Jeg er rigtig glad for, at URO vandt prisen. For filmen har det vigtige budskab, at du ikke er alene og at der findes udveje, når du som ung står i situationer hvor du tænker, at du er den eneste som har det sådan, eller når hverdagens stress og pres er ved at være for meget".

Filmen er lavet sammen med lokale unge fra NGG (Nordsjællands Grundskole og Gymnasium), hvor den daværende 1y og deres lærer, Jesper Tvilde, straks valgte at stille sig til rådighed som skuespillere og statister:

"Det er et vigtigt emne at tage op og det vil vi derfor gerne være med til at sætte fokus på. Derudover var det med til at give klassen en særlig oplevelse, ligesom det var sjovt at samarbejde med Kasper og Nikolaj som var fotograf", siger Jesper Tvilde.

Næste natuRO-forløb starter op ved udgangen af marts 2022. Men allerede nu kan du se filmen og finde mere information om projektet på www.fredensborg.dk/naturo 

Gang i Fredensborg er partnerskabet mellem Fredensborg Kommune og Naturstyrelsen Nordsjælland. Partnerskabet arbejder med sundhedsfremme i naturen. natuRO, der gennemføres med økonomisk støtte fra 15. Juni Fonden og TrygFonden, er en af partnerskabets mange indsatser.