Karlebo Idrætsforening holdt i den forgangende weekend "Karlebo sommerfest". En sommerfest med mange år på bagen og en del traditioner. Denne gang med to dages banko og en dags finalefest. De store regnskyl drev øst og vest om sommerfesten.

”Karlebo Sommerfest ramte plet igen og skybruddene blæste øst og vest om festpladsen. Gæsterne nød hinandens selskab og der blev danset i teltet til ud på natten,” lyder det fra formand for Karlebo Idrætsforening og styrmand for Karlebo Sommerfest Henrik Greiffenberg.

Sommerfesten havde bankospil både torsdag og fredag med fuldt hus, der var udsolgt flere dage før. Sognepræst Kirsten Johansen holdt som sædvanligt åbningstalen og lagde blandt andet vægt på at byde alle de nye borgere i Karlebo velkommen.

Helt uventet bød P4s sommerserie Radio Rødgrød sig til og meldte deres ankomst på festpladsen og sendte torsdag direkte i æteren i tre timer, radioværten Karoline Kert interviewede flere på pladsen om frivillighed og forening. Det skabte god stemning under hele sommerfesten.

Lørdagen bød på hygge på festpladsen, politikerboder på en hel gade og kræmmermarked. Og festen stod i år i musikkens tegn med Karen Marie Bille, Casper T og til Liberti Trio der gav den fuld gas i festteltet.

De politiske partier, der stiller op til kommunalvalget mødte op i stort antal og talte med borgere om stort og småt og hyggede sig indbyrdes på kryds og tværs af partierne. Borgmester Thomas Lykke Pedersen deltog også i festlighederne.

”Selvom vi er trætte, så er vi også glade og stolte over, at det igen lykkedes, at holde en god sommerfest. Jeg vil gerne takke både gæster og de frivillige, der har hjulpet til,” lyder det fra en tilfreds og træt Michael Pedersen Wendt, der sammen med formanden leder Karlebo Sommerfest.

Det sportslige var som sædvanligt også i højsædet. Den store Kegleturnering blev vundet af Haldrup Totalbyg, der endda havde to hold på podiet. Den traditionsrige fodboldturnering Karlebo Cup blev vundet af Karlebos Kødkvæg, med FC Sved på andenpladsen og Gartner P på tredjepladsen.

Strandmøllekroen hjalp til med maden med stor succes, Karlebo Skole havde bod med tombola, minigolf og kaffe og kage og Sognepræsten råbte bankonumre op i festteltet. Der er sammenhold i Karlebo.