Dukketeatret Svanen spillede en flot og underholdende forestilling for de ca. 75 fremmødte børn og voksne, der så imponeret til, mens dukkerne i det tjekkisk inspirerede dukketeater bragte både den pyntesyge kejser, de snu skræddere og fnisende hofdamer i H. C. Andersens eventyr til live.


Om eftermiddagen steg alderen blandt publikum et årti eller to, da Allan Høier gik på scenen med cabaret-koncerten ”Søren elsker Katinka”. Som en hyldest til visedigteren Sigfred Pedersen, der er et tidligere bysbarn i Humlebæk, sprang Høier ind og ud af roller, mens han på skønneste vis fik publikum til at synge med på kendte viser som ”Nu går våren gennem Nyhavn”, ”Katinka, Katinka, luk vinduet op” og ”Den gamle skærslibers forårssang”. Solen skinnede trods truende skyer fra en blå himmel, og det eneste, der manglede for at fuldende stemningen fra Nyhavn, var en kold fadøl. Den måtte publikum tænke sig til, men Linds Kaffebar kunne trods alt supplere de tørstige med kolde drikke, kaffe og is i pausen.


Også til eftermiddagens koncert mødte godt 80 publikummer frem, og der var stor begejstring over udsigten over endnu flere gratis sommerarrangementer i juli og august.


”Vi er rigtig glade for at være kommet så godt fra start”, siger Lisbeth Valentin, der sammen med en håndfuld frivillige fra Kulturstationen afviklede ”Sommer i Humlebæks” første arrangement.


”Det var skønt at se så mange generationer til de to arrangementer, og dejligt at bruge byrummet til noget helt nyt. Anlægget var en fin ramme for både teater og koncert, og mange nysgerrige blev lokket til af musikken og den flotte scenografi, som lokale unge fra Hjemme i Kunsten har lavet og sat op”, fortæller Lisbeth, der også lagde mærke til, at begivenhederne tiltrak sig de internationale turisters opmærksomhed, når de gik fra stationen mod Louisiana.


”Vi håber, at Humlebæk vil bakke op om resten af vores program og sætte pris på, at de gode og hyggelige sommeroplevelser finder sted lige midt i hjertet af deres egen by”, siger Lisbeth, der giver stafetten videre til Humlebæk Bibliotek og Humlebæk Kulturforsyning, der står for en litterær vandring og en koncert med Andreas Langvad i de kommende weekender. Kulturstationen selv er også klar med Tai Chi, sommerfest og tango.


Sommer i Humlebæk er støttet af Kulturudvalget i Fredensborg Kommune og afvikles i perioden fra den 4. juli til den 21. august. Alle arrangementer er gratis og afvikles efter gældende retningslinjer ift. corona.

 

 

 

Fakta:
Sommer i Humlebæk arrangeres i samarbejde mellem Humlebæk Kulturforsyning – Kultur3050, Kulturstationen, Humlebæk Bibliotek, Musikteatergruppen Ragnarock, Lind´s Kaffebar og Fredensborg Kommune.
Kommende arrangementer til Sommer i Humlebæk:
9. juli – kl. 10-12 Litterær vandring v- bibliotekets kulturformidler
11. juli – kl. 10 Tai Chi og Qigong v TaiChi4you - Dorthe Kisbye og Camilla Lindebjerg
31. juli – kl. 16 Koncert med Andreas Langvad
6. august kl. 18 Vandreforestilling v. Ragnarock i samarbejde med skuespiller Henrik Uldall
7. august kl. 12 Vandreforestilling v. Ragnarock i samarbejde med skuespiller Henrik Uldall
7. august kl. 15 Koncert med Linds Kapel XL – Linds Kaffebar
14. august kl. 16 Kulturstationens Sommerfest – koncert og aktiviteter
14. august kl. 19 Tangoundervisning for alle med efterfølgende dansegulv
21. august kl. 15 Jazzkoncert med First Take