Sidste år blev der afbrændt en mark nord for Kokkedal for at forbedre biodiversiteten. Det var en succes - og i år afbrændes derfor marker både i Fredensborg og ved Kokkedal
Inden længe stiger røgen op fra tre marker i kommunen. Men der er ingen grund til at ringe efter brandvæsnet. For afbrændingen sker helt kontrolleret og bevidst for at skabe en bedre naturpleje, som giver flere blomster og insekter.

"Sidste år havde vi gode erfaringer med at afbrænde en mark nord for Holmegårdsvej. Derfor udvider vi nu til tre marker. Én ved Fredensborg Bypark og to ved Græstedgård", siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, og fortsætter:
"Målet med afbrændingen er at give plads til, at flere overdrevsplanter kan spire fra de frø, som er i jorden. Det er med til at skabe større biodiversitet med flere blomster og insekter - hvilket vi har sat os som mål i Fredensborg Kommune".

Formand for bestyrelsen i Nordsjællands Park og Vej, Flemming Rømer, uddyber:
"Man kan sige, at vi hjælper naturen med at blive natur igen. Vi planter ikke noget, men sørger for, at de frø, der er klar til at spire, kan komme frem af egen kraft."

Afbrænding af marker er en meget effektiv og anerkendt metode til naturpleje, som blandt andet bruges i stor stil i Sverige og i andre danske kommuner. Nordsjællands Park og Vej (NSPV) står for afbrændingen af græsset.

Naboer, der har hæk op til arealet ved Fredensborg Bypark, får direkte information om afbrændingen. Afbrændingen sker - afhængigt af vejret - i uge 11 og 12.