UngFredensborg har sendt os følgende historie:

En fredag eftermiddag i strålende solskin og tre gode kollegaer er på vej ud af døren med ingredienser til de 14 unge, som skal deltage i vores online Macarons bagehold senere på eftermiddagen.

Et enkelt af de tilbud, som vi kører i Ungfredensborg for tiden. For selvom vores Ungdomsklubber og fritidshold er fysisk lukket for tiden, er det vigtigt, der sker noget for de unge, at der er noget at glæde sig til og at vi stadig ser og socialisere med andre mennesker, selvom det skal foregå online.

I sidste uge var der tilbagemeldinger fra et par forælder til andre bageglade:

“Tak for helt fantastiske Cupcakes - ja tak til flere af dem” og “Vi glæder os til eftermiddagskaffen, sikken en duft i køkkenet”. En ung skrev i evalueringen bagefter at: “Det bedste var at se hinanden, at bage sammen med andre og at kunne spørge om hjælp”. Så det kan alligevel noget - online formatet. 

‘Luft en voksen’

For de unge der bare trænger til at få lidt luft i hovedet, giver vi også muligheden for at komme ud at gå i den virkelige verden med en af de voksne fra ungdomsklubberne. En eller to unge ad gangen, så vi stadig kan holde god afstand. Alt muligt kan blive vendt, tanker, frustrationer, sjove historier m.m. Vi oplever, at det gør godt, og vi voksne har nærmest lige så meget brug for det som de unge.

En ung fortalte forleden om venner, der blokerer hinanden online, fordi de ikke kan overskue sociale relationer længere. Det er skræmmende at høre og en stor motivation for os til fortsat at gøre hvad vi kan.

Nye Online hold på tegnebrættet

Bevares der er også ting, der ikke lykkes, men de hold der glæder resten af familien, lader til at være i høj kurs, her snakker vi vist særlig bageholdene. Derudover var vi fuldt bookede på tre hold med eksamenscoaching. Af kommende gode onlinetiltag kan vi nævne vores skriveværksted med forfatteren Ida-Marie Rendtorff, yogatræning, fredags-donuts, tegnehold på Ipad, Matematik lektiehjælp, flettekursus, Den Utrendy Podcast, sund kage-bagning, Flødebolleworkshop, vores online klub på discord og vi er sket ikke færdige med at finde på.

Vi spørger altid de unge om deres ønsker, men hermed også en opfordring til jer andre om at skrive til os, hvis I har en idé til et online hold for unge mellem 13-17 år. I er altid velkommen til at kontakte os på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf.: 72565424 eller direkte til vores afdelingsleder Steffen Bjørn Boel på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og tlf.: 29456075. Tilmelding sker på ungfredensborg.dk. Undervisningen er altid gratis for de unge, men evt. ingredienser eller materialer betaler man for.

Af: Julie Falholt, Souschef i Ungfredensborg