Det er svært at tro det, men efter 11 år skifter leder af Kokkedal på vej, Ole Skjellerup, nu Kokkedal ud med Helsingør, hvor han fra 1. marts skal være Sekretariatsleder af den boligsociale helhedsplan i Vapnagaard, Nøjsomhed og Nordvest. 

Ole Skjellerup har i sin tid i Kokkedal iværksat store arrangementer så som Sundhedsugen, Teaterfestival, 'Velkomst' i Kokkedal og Kokkedal Byfest. Ole er også hovedmanden bag den socialøkonomiske virksomhed, Café Kokkedal, på Kokkedal Skole samt engageret i kunstprojektet 'Hjemme i Kunsten'. Projekter, der alle har medvirket til at samle området, og givet beboerne nogle fantastiske oplevelser, og som forhåbentlig vil forsætte med at gøre Kokkedal et skønt sted at være - selv efter Oles farvel.

På trods af alle de mange arrangementer og projekter Ole sætter i gang, så har han alligevel altid været parat til en snak over en kop kaffe - og helst også en kage - når folk kom forbi kontoret for at få løst større eller mindre problemer - eller blot for at sige hej. Ole har også altid taget sig tid til at hjælpe folk i gang med deres egne projekter, og har på den måde været katalysator for blandt andet vores lokale superstjerner - Kokkedal Kor.

Kokkedal på Vej er meget glade på Oles vegne, men er samtidig også kede af det, fordi Ole altid har været en fantastisk, engageret, dygtig og ufattelig flink og rar leder over for medarbejderne - på samme måde som han har været det over for beboere, andre kollegaer og eksterne samarbejdspartnere.

Grundet de nuværende restriktioner arrangeres der ikke en afskedsreception for Ole, før situationen igen tillader det.