Søndag den 6. december kan man snørre traveskoene og deltage i den 44. udgave af Julemærkemarchen der for 3. gang finder sted i Fredensborg. I år foregår marchen ikke i flok men hver for sig grundet corona pandemien. Til gengæld kan man selv vælge sin rute og samtidig opfores man til at gå i alle kommunens bysamfund. 

COVID-19 holder fast i Danmark. Derfor bliver den landsdækkende event Julemærkemarchen noget anderledes end de foregående 43 år. De trofaste deltagere må finde deres egne veje, når de hver for sig går en tur til støtte for Julemærkehjemmene.

Julemærkemarchen indsamlede sidste år en donation på 1,46 millioner kroner til Julemærkehjemmene og det har foreningen ikke tænkt sig at Corona skal ændre på i år.

Men man skal passe på sig selv og hinanden. Derfor har Julemærkemarchens bestyrelse truffet beslutning om, at alle startsteder i Danmark bliver virtuelle startsteder i år, så alle fortsat kan tilmelde sig og give sit bidrag til Julemærkehjemmene, men altså går en Julemærketur hver for sig,
hjemme fra egen dør. 

På hjemmesiden https://www.julemaerkemarchen.dk/ kan man tilmelde sig det virtuelle arrangement og betale sit bidrag. Man vil også kunne købe julemærkemarch-medaljer og alle de andre ting, som man normalt finder på de mange startsteder rundt om i landet. Man vælger så at få bestillingen sendt hjem til sin privat adresse, fremfor at afhente den på startstedet på dagen. 

Der bliver altså ingen forsamlinger, taler, musik, eller fælles start på gåturene rundt om i landet ej heller i Fredensborg - Her er det er Peter Pileborg der står for arrangementet og har man spørgsmål kan han kontaktes på telefon 4033 6630, ellers tilmelder man sig online Der modtages desuden donationer på mobilepay 82925

Med den virtuelle Julemærkemarch går man i år sin egen tur, hver for sig. Sammen i tankerne og for den gode sag. Julemærkehjemmene har brug for hvert eneste bidrag.

Hør her Peter Pileborg fortælle om årets march i Fredensborg