For første gang tager en byudviklingsproces afsæt i digitale begivenheder. Det sker fra tirsdag til fredag i uge 43, hvor alle interesserede digitalt kan bidrage til processen frem mod en ny udviklingsplan for Humlebæk Bymidte.

"Hvis der ikke var Corona, havde vi helt sikkert afholdt flere fysiske møder i Humlebæk Bymidte for at sætte processen godt i gang. Men det er desværre ikke muligt, så derfor opfordrer vi nu alle borgere til at være med i en række digitale events i uge 43", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, som skyder processen i gang på tirsdag, hvor der lander en lille film på kommunens hjemmeside og Facebooksiden Hos os i Humlebæk.

Udvalgsformand Lars Simonsen ser frem til at sætte gang i arbejdet med udviklingsplanen:
"Udviklingen af Humlebæk Bymidte rummer nogle virkelig spændende muligheder. Det gælder fx de områder, hvor Kulturstationen og biblioteket ligger i dag. Samtidig er der stor interesse for at bygge attraktive boliger i bymidten. Vores opgave er derfor at stille skarpt på såvel muligheder som udfordringer og formulere en god plan, der kan holde mange år frem. Det arbejde håber vi, at mange borgere vil deltage i".

Læs mere om processen på https://www.fredensborg.dk/kommunen/kommunen-i-udvikling/humlebaek-bymidte