I lyset af TV2's optagelser af plejesvigt af demente på to plejecentre, inviterer Fredensborg Kommune nu alle beboere og pårørende til en samtale om deres oplevelser og tilfredshed.

I denne uge modtager alle beboere på kommunens plejecentre og deres pårørende en invitation til en samtale med lederne på de enkelte plejecentre. Det sker i lyset af TV2's optagelser fra to plejecentre, hvor beboerne bliver udsat for en uværdig behandling.

"Vi er alle blevet dybt berørte af de situationer, som TV2 har vist fra plejecentre i Jylland. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi vil gøre alt for at undgå tilsvarende situationer her i Fredensborg Kommune. Derfor er jeg også yderst tilfreds med, at lederne på vores plejecentree nu inviterer alle beboere og deres pårørende til møde for at høre, om de er tilfredse med den pleje og omsorg, som vi yder, og om der er forhold, der bekymrer eller opleves forkert", siger Hans Nissen, der er formand for Social- og Seniorudvalget.