Energirenovering af parcelhuse i Fredensborg Kommune er nærmest blevet en folkesport de seneste år. Kommunen har bl.a. bidraget med gratis energitjek og tilbyder nu de aktive boligejere en "grøn markering" af deres energirenovering. Interessen er overvældende. 

Fredensborg Kommune tilbyder et grønt dørskilt, en magnet til køleskabet og et indkøbsnet til husejere, der har energirenoveret og sparet energi i deres hus.

Fredensborg Kommune har tilbudt gratis energitjek gennem flere år. Tæt på 1.000 husejere har allerede benyttet sig af tilbuddet. For at sætte fokus på de husejere, der har energirenoveret og sparet energi, tilbyder kommunen nu et grønt dørskilt, en magnet til køleskabet og et indkøbsnet til de mest energibevidste.

Allerede få dage efter kampagnen er skudt i gang, har over 800 husejere vist interesse.
"Vi er overvældede over den store interesse og glade for, at så mange gerne vil fortælle om deres indsats for at spare energi i deres bolig", siger Katja Klepsch fra Energicenteret i Fredensborg Kommune.

Fredensborg Kommune har i flere år været aktive i kampen mod klimaforandringerne.

"Det har længe været højt på vores politiske agenda at mindske CO2-udledningen. Og vi ved, at kommunens borgere sætter pris på, at vi som kommune gør en aktiv indsats. Derfor glæder det mig også, at så mange gerne vil vise, at de selv har sparet energi i deres bolig", siger, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, Lars Simonsen, og fortsætter:

"Et vigtigt skridt i den sammenhæng er at nedbringe hele kommunens CO2-udledning. Det sker blandt andet ved at energirenovere både kommunens egne bygninger og ved at inspirere og motivere borgere til, hvad de kan gøre i deres egne huse. Det kan fx være at skifte varmekilden til vedvarende energi, sørge for velisolerede huse og tætte vinduer, så vi ikke fyrer for fuglene. Og det fører jo også til, at vi både får en lavere energiregning og et bedre indeklima i vores huse".

Der er rift om det grønne dørskilt, magneten og indkøbsnettet, men det er ikke for sent at melde sig. Hvis man ikke er kommet i gang med energitiltag i boligen endnu, kan et gratis energitjek være en mulighed. Begge dele kan man ansøge om på www.fredensborg.dk/borger/energi-og-klima