Fredensborg Kommune er med helt fremme, når det kommer til at bruge naturen og friluftslivet til at styrke borgernes sundhed. På en stor konference i Nyborg torsdag den 23. januar 2020, blev kommunens erfaringer gives videre. Projektet Gang i Fredensborg blev fremhævet som en af de 10 foregangskommuner, som har særligt gode erfaringer med at arbejde med sundhed i naturen.

 

"Vi har været enormt glade for vores samarbejde med Fredensborg Kommune de seneste tre år. De indsatser, der er udviklet i Fredensborg, gør virkelig en forskel for de mennesker, som har deltaget. I Fredensborg har man virkelig gjort en hel unik indsats for at samarbejde tæt med de lokale friluftsforeninger, hvor deltagerne på de kommunale forløb så kan fortsætte deres nye sunde vaner, når det kommunale tilbud slutter. 

Fastholdelse er virkelig vigtigt, og her kan Fredensborg noget ikke ret mange andre kan," siger Jan Ejlsted, der er direktør i Friluftsrådet. 

Naturen kan noget særligt

Det treårige projekt er blevet evalueret af Syddansk Universitet, som konkluderer, at naturen kan noget særligt, når det kommer til kommunale sundhedsindsatser.

 

"Natur og friluftsliv kan noget helt særligt, når det kommer til sundheden. I naturen er der plads til både højintense aktiviteter og til at få fuldstændig ro på. Der er højt til loftet i naturen, der er plads til, at man kan have en dårlig dag, og der er mulighed for at have både svære og lette samtaler - især omkring bålet. Samtidig bliver der skabt et helt specielt fællesskab blandt deltagerne på forløbene i naturen, som gør det lettere at fastholde de nye sundere vaner efter forløbet er slut," forklarer Jan Ejlsted. 

Indsatserne fra Fredensborg Kommune bliver også fremhævet i et nyt inspirationskatalog, som udkommer på konferencen - og som efterfølgende bliver udsendt til alle landets kommuner, så endnu flere kan følge i Fredensborgs fodspor. 

Fem udpluk fra SDUs evaluering

Særligt deltagere på kronikerhold har opdaget nye kompetencer hos sig selv ved at deltage i aktiviteter, som de ikke troede, de kunne gennemføre.
Alle deltagere værdsætter sanse- og nærværksaktiviteter, da de gennem denne type aktiviteter opnår en ro, som de ikke er vant til. Her har bålet en særlig rolle - for omkring bålet kan man tage mange svære snakke, men man kan også sidde helt stille og kigge ind i flammerne. Der er altså plads til både bevægelse, ro og refleksion i naturen, og det er både deltagere og fagpersonalet i kommunerne rigtig glade for.

Deltagere med stress, angst og depression giver udtryk for, at de har fundet ro i naturen og fået en større tro på sig selv.
Det er generelt en udfordring at rekruttere mænd til kommunale sundhedsforløb, men fokuskommunerne oplever, at det er lettere at tiltrække mænd til forløb i naturen.

Både fagpersonalet i kommunerne og deltagerne oplever, at naturen er rummelig, og der er højt til loftet, hvilket giver deltagerne en grundlæggende følelse af frihed og selvbestemmelse. De kan indgå i indsatsen på deres egne præmisser, hvilket skaber motivation for at deltage, også på dage, hvor de ikke har overskud til det.

Læs mere på www.sundinaturen.dk