I dag gik arbejdet i gang med at udbedre og renovere veje og stier i Fredensborg Kommune.

Over de næste 15 år skal i alt 230 kilometer veje have ny asfalt i større eller mindre grad.

Dermed vil hele kommunens vejnet blive renoveret og forbedret.

De første meter asfalt blev lagt i landsbyen Lønholt på Fredensborg Kongevej mellem Fredensborg og Kokkedal, hvor formanden for Miljø- og Teknikudvalget Flemming Rømer gik forrest med arbejdet:

 

”Det er en kæmpe opgave, vi nu har sat i gang. 230 kilometer ny asfalt svarer til at køre fra Kokkedal til Middelfart, så det er virkelig en forbedring, trafikanterne i kommunen vil kunne mærke. Nu er vi startet på Fredensborg Kongevej – men mange andre veje i kommunen har samme behov og med den nye aftale, vil det fremover blive mere normalt at se store maskiner arbejde i røg og damp med at forbedre kommunens veje”.

 

Det er firmaet COLAS Danmark A/S, der har vundet de to licitationer på det store arbejde, der også omfatter et netværk af stier på 90 kilometer. Aftalen betyder, at alle de kommunale veje fremover skal leve op til en fastsat minimumsstandard.

Også formanden for kommunens Trafiksikkerhedsudvalg, Thomas Bak er tilfreds med den nye aftale:

”Vi vil gerne forbedre sikkerheden for alle trafikanter. Derfor er vi i gang med et langt sejt træk med at minimere antallet af såkaldte sorte pletter på kommunens vejnet. Heldigvis ser det ud til, at vores arbejde bærer frugt, og der bliver færre ulykker på kommunens veje. Med udsigt til kilometervis af ny asfalt, synbare afstribninger og mindre støj vil trafiksikkerheden blive øget endnu mere”.

 

Den samlede pris for opgaven er 75 millioner kroner, og beløbet er allerede afsat på kommunens budget.

 

Flemming Rømer (O), formand for Miljø- og Teknikudvalget, holdt tale på dagen og udtalte følgende:

Som formand for miljø- og teknikudvalget er jeg glad for, at vi nu efter flere års forarbejde er nået dertil, at renoveringen af vej- og stinettet kan gå i gang.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at udvalget gennem årene har modtaget en del henvendelser fra trafikanterne om huller i vejene og på stierne, dårlig afvanding, manglende striber osv.

En konsekvens af de nu indgåede aftaler med Colas bliver, at de der kører på kommunens veje vil opleve markante forbedringer.

I forbindelse med udbuddene er der fastsat en minimumsstandard, som vejene skal leve op til. Colas skal sørge for at bringe vejene op til den krævede standard indenfor de første år og derefter sørge for, at den bliver der i hele aftaleperioden på 15 år. Det gælder veje i landområder og boligveje i byområder i alt 190 km veje og 50 km stier.

 

De resterende 40 km veje i byerne og 50 km stier er omfattet af en partneringaftale, hvor entreprenør og kommune i samarbejde optimere løsningerne under hensyntagen til trafikafvikling, naboer og teknisk resultat.

 

Med aftalerne bliver vejene ikke nødvendigvis sat i tip-top stand. Det ville være at skyde over målet. Kvalitetskravene er alene fastsat for at opnå den vejtilstand, som er økonomisk optimal at vedligeholde fremover. Det vil alt andet lige opleves som en væsentlig bedre standard og et mere ensartet niveau på de enkelte vejklasser.  

 

Indenfor kontrakternes samlede budget på ca. 75 mio. kr. kan Colas nu planlægge i hvilken rækkefølge og på hvilken tid på året, det er mest hensigtsmæssigt at udføre opgaverne i.

 

Det skulle gerne sikre et mere strategisk fokus i vedligeholdelsen af kommunens veje og dermed sætte en stopper for de traditionelle lappeløsninger, som har været metoden i mange år. Nu får kommunen i stedet bedre veje og skatteborgernes vejinvesteringer er sikret for fremtiden.

Jeg skal ikke gøre mig klog på asfalt – det ved Colas alt om – men jeg har fået fortalt, at det apparat, som I ser ude på vejen, udlægger 5-600 tons asfalt om dagen. Her på Kongevejen svarer det til én kørebane af 1,5 kilometres længde.

 

Hvis maskinen arbejder hver arbejdsdag i hele asfaltsæsonen vil den således være færdig med alle 230 km veje og 90 km stier i løbet af 2 år.

 

Colas´ plan ser givetvis anderledes ud. Hvordan den bliver, vil man kunne følge på kommunens hjemmeside.

 

Afslutningsvis skal jeg henlede opmærksomheden på en ny App, som hedder ”Rapport fra stedet”. Den giver mulighed for at indberette huller i vejen direkte til kommunen.

Dermed har vi mulighed for – sammen med Colas – at danne os et bedre overblik over, hvor behovet for akut indsats. Og da de rigtige GPS-koordinater automatisk kobles på indrapporteringerne, kan vi også hurtigt se hvilken vejkategori, der er tale om. Det kan blive en stor hjælp. Og hvis I vil vide mere, så ved jeg, at der bliver en demonstration af App`en her bagefter.

Tak !