Netradio

Søg på humleborg

Public acces

Tilsynsmyndighed

Støtteforening

Flere lokale nyheder

Samarbejdspartner

Humleborg er medlem af:

Den 13. november på Humlebæk Bibliotek kan lokalinteresserede blive klogere på det nye Trap Danmark-værk i almindelighed og bindet om Fredensborg Kommune i særdeleshed.

Tirsdag d. 13. november udkommer Trap Danmarks bog om Fredensborg Kommune. Det har Humlebæk Bibliotek og Fredensborg-Humlebæk lokalhistoriske Forening valgt at markere med et foredrag om hele Trap Danmark-bogværket, som, når det er færdigt i 2021, vil omfatte 34 bind. Det bliver cand.mag. Stefanie Høy Brink, fagredaktør hos Trap, der vil fortælle om Trap-projektet og bogen om Fredensborg Kommune på Humlebæk Bibliotek d. 13. november 2018 kl. 19:30 i Store Sal.

Få omfattende viden om Fredensborg Kommunes natur, historie, kultur og samfundsforhold. I alt har 154 forskere og eksperter bidraget til denne rigt illustrerede bog med viden om det væsentligste fra Endrup til Kokkedal og fra Sørup til Humlebæk.

Læs om fuglereservatet i Nivå Bugt Strandenge, Fredensborg Slot og Normandsdalen. Bliv klogere på Krogerup Højskole, Nivaagaards Malerisamling og Louisiana. Gå tilbage til de gamle bopladser fra ældre stenalder, kig forbi Egedalsdalsvænge, og få viden om virksomheden Coloplast A/S. Trap Danmark har det væsentligste med. Fra det mest almindelige til det mest specielle.

En række personer fra Fredensborg Kommune er involveret i Trap-projektet. Aftenens foredragsholder er således bosiddende i Humlebæk. Af andre involverede lokale kan nævnes Finn Kamper-Jørgensen, som er fagkonsulent på sundhedsområdet, arkivar Lise Schifter fra Fredensborg Arkiverne og Peter Heiberg, formand for Lokalhistorisk Forening, der arbejder som faktatjekker for Trap Danmark.

Bogen, der kan købes i Fredensborg Boghandel eller lånes på biblioteket, er baseret på indholdet om Fredensborg Kommune i Trap Danmark 6. udgave, bind 26: Halsnæs, Gribskov, Helsingør, Fredensborg og er suppleret med et kort over kommunen i målforholdet 1:75.000 og et forord af borgmester Thomas Lykke Pedersen.

 


Illustration: Humlebæk Bådeværft, Nana Reimers/Trap Danmark