Der blev gravet, plantet og vandet så sveden sprang, da børn fra daginstitutioner og skoler i Fredensborg Kommune i dag indviede en ny Klimaplanteskole på Naturstyrelsens Planteavlsstation i Humlebæk.

Over 200 nye træer kom i jorden på åbningsdagen og børnene såede desuden de første frø til blomsterenge og græsplæner og en særlig insektvold blev etableret. Alt sammen for at give træerne de bedste vækstbetingelser, så de med årene kan vokse sig større og blive klar til udplantning andre steder i kommunen.

Når træerne vokser op, optager de mere og mere C02, og projektet, der er en del af Fredensborg Naturskole, hjælper dermed klimaet.

Børnene kan over en periode på ni år – fra Børnehaveklasse til 8. klasse - følge deres eget træ i dets udvikling og får mulighed for at se og forstå naturens gang fra frø til voksen træ. Samtidig tilrettelægges undervisningen i en kombination af oplevelser i naturen og læring omkring fx vandets kredsløb, skovens økosystem, klima – samt juniorforskning og feltundersøgelser.

”Det var en fornøjelse at se, hvordan børnene gik til opgaven med stor energi og engagement. Projektet her er endnu et eksempel på, hvordan Fredensborg Naturskole formår at inddrage lokale foreninger, virksomheder eller organisationer i projekter, der både gavner elevernes læring og motivationen. Virkeligheden gør en forskel, når den bliver brugt i undervisningen – ikke mindst for de elever, der har svært ved det boglige. Det er jeg overbevist om også bliver tilfælde med Klimaplanteskolen”, siger formand for Børne- og Skoleudvalget, Hanne Berg, der selv var med til at plante det første træ.

 

Træer suger CO2

I løbet af de ni år forventes det, at kommunen har fået 14.400 nye træer. De vil optage godt 295 ton CO2 årligt. Det svarer nogenlunde til CO2-udledningen årligt fra 40 gennemsnitlige parcelhuse med olie som energikilde.  

”Det er vigtigt, at børn i en tidlig alder forstår sammenhængen mellem adfærd, CO2-udledning og klimaet. Med Klimaplanteskolen i Humlebæk er vi med til at uddanne fremtidens klimaambassadører. Fredensborg er en ambitiøs klimakommune, og projektet er med til at understøtte de mål, der ligger i kommunens klima- og energipolitik”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Over 200 børn fra Langebjergskolen i Humlebæk og Børnehusene i Kokkedal deltog i indvielsen af Klimaplanteskolen.

Læs mere om Fredensborg Naturskole her:

http://skolenivirkeligheden.dk/skov{jcomments on}