Fredensborg Bibliotekernes nye forårsprogram er på gaden og kan afhentes på et af de lokale biblioteker i kommunen. Her præsentere de forårets spændende temaer og arrangementer på biblioteket. Der bliver forfatterbesøg, foredrag og fokus på klimaet, både for børn og voksne.

Herunder finder du et udpluk af deres mange arrangementer.

Forfattersamtaler
I foråret åbnes dørene til en række spændende forfattersamtaler. Tom Buk-Swienty, som er aktuel med ”Safari fra helvede”, kommer til Fredensborg Bibliotek og gø publikum klogere på krig, kolonialisme og menneskeskæbner. Senere besøger Benjamin Koppel Humlebæk Bibliotek og fortæller om sin dramatiske og smukke bog ”Annas sang”, som har grebet mange læsere.

True crime
Er man fascineret af krimi, så kan man i maj opleve en helt særlig aften sammen med krimiparret Kim Faber og Janni Pedersen, som sammen med tidligere drabschef Jens Møller Jensen sætter fokus på mødet mellem fiktionens og virkelighedens verden.

Foredrag i naturvidenskab
Igen vises der live-streaming foredrag fra Aarhus Universitet. Kom til de populære naturvidenskabelige foredrag, hvor Danmarks ypperste forskere levende giver et indblik i den nyeste forskning. I foråret er temaer for foredragene bl.a. stjernernes vilde liv, fremtidens RNA-medicin, og hvad vi kan lære af Grønlands indlandsis.

Klima & Bæredygtighed
Der sættes også fokus på klimaet med et besøg af Jesper Theilgaard, som taler om klimaforandringer, og Nanna Hyldgaard Hansen, der har udgivet bogen ”Lev for det halve”, kommer med inspiration til en enklere hverdag. Man kan også blive klogere på, hvordan man kan invitere den vilde natur ind i sin have, eller hvordan man kan ændre sine madvaner og spise mere klimavenligt.

I uge 17 er der verdensmålsuge på bibliotekerne, hvor der sættes spot på FN's 17 Verdensmål med masser af aktiviteter ugen igennem. Hør den anmelderroste forfatter Charlotte Weitze fortælle om naturen i litteraturen, eller deltag i bl.a. fælleslæsning om klimalitteratur, samtalesalon om klimabekymringer og filmvisning om organiseret vildskab.

Livet på land og i havet
Under Verdensmåltemaerne "Livet på land" og Livet i havet" byder børnebiblioteket hele familien på en masse spændende og lærerige oplevelser i foråret. Mød bl.a. Kristian Gintbjerg fra Ramasjang, når han tager børnene med på sporet af dinosaurerne. Bliv klogere på naturen på krible-krable-tur, eller lær om årstiderne i teaterstykket "Sikke et vejr".

Vild med bøger
Sammen skal man også glæde sig over litteraturen og de mange fantastiske læse- og sprogoplevelser, den har at byde på. Tildmeld dig en af bibliotekets nye spændende læseklubber, eller få inspiration til forårets læseoplevelser, når bibliotekets belæste formidlere guider dig igennem deres personlige favoritbøger til "Årets bedste bøger 2022" og "Bedste nye bøger 2023".

Tag med til en hyggelig aften med "Litteraturbingo & fællesspisning" på Kulturstationen i Humlebæk, eller kom til fælleslæsning og gå på opdagelse i en tekst sammen med de andre deltagere og en læseguide fra biblioteket.

Kig forbi børnebiblioteket til Flunkerskattejagt i vinterferien eller ordjagt i påskeferien, og mød Aben Osvald fra Egon Mathiesens børnebogsklassisker i en musikalsk forestilling om drilleri og venskab.


Hvis du vil sikre dig billetter, kan du allerede nu hoppe ind på fredensborgbibliotekerne.dk/arrangementer og tilmelde dig.